Ferie med lille klimaaftryk i hjertet af Los Angeles

West Hollywood mellem nabolagene Beverly Hills og Hollywood i Los Angeles er en by i byen. Her hersker en stærkt socialt ansvarlig ånd og virksomhederne er meget miljøorienterede. Man profilerer sig desuden på at være både bredt favnende og inkluderende med plads til alle typer af mennesker. Samtidig er her cool, hipt og hyggeligt.

Selvom en flyrejse endnu ikke er bæredygtig, er det slet ikke umuligt at kompensere på andre af feriens parametre, heller ikke når man flyver langt. Flyv med selskaber, der klimakompenserer og har en klar bæredygtighedspolitik. Vælg hoteller, der har en grøn profil, spis på restauranter, der minimerer madspild og hop på en cykel eller gå i stedet for at ose af sted i en stor benzinsluger. Det ligger ikke lige for på alle destinationer, men det gør det i West Hollywood. Den by, som i daglig tale blot kaldes WeHo. Vi guider her til fem steder og oplevelser i WeHo, der sætter så lille et CO2-aftryk som muligt.

Bo klimavenligt i West Hollywood

Beliggenheden på Sunset Boulevard er bare et ekstra plus, for på 1 Hotel West Hollywood er der tænkt på stort set alle detaljer. Især når det drejer sig om at skabe et bæredygtigt hotel, som også fedt at bo på. Værelserne er store, åbne og lyse og malet i sarte, bløde jordfarver, møblerne er fremstillet i genbrugstræ og al linned er af økologisk bomuld. Her er intet engangsplastik og ikke ret meget papir. På værelserne finder gæster i stedet små tavler og kridt, man kan kradse notater og andet ned på. Selv nøglekortene er lavet af genbrugstræ.

Fair løn og bæredygtige materialer på 1 Hotel West Hollywood

Der er mere end 1000 forskellige grønne planter på hotellet og dertil en økologisk køkkenhave, der gør hotellets restaurant stort set selvforsynende med grøntsager. Andre madvarer købes lokalt og helst økologisk. Hotellet er bygget efter strikse miljømæssige såvel som socialt ansvarlige krav, der er stillet ved lov. For eksempel skal bygningsarbejdere, der opfører bygningen, have en fair løn og materialerne skal være så bæredygtige, som de overhovedet kan blive og her er luft- og vandrensningsanlæg. 1 Hotel West Hollywood arbejder sammen et væld af velgørenhedsorganisationer, blandt andet om madspild. Og så er der i øvrigt en skøn, udendørs pool på hotellets tagterrasse.

8490 Sunset Boulevard, West Hollywood. Book værelse på fx booking.com

Spis mindre kød

WeHo har et utal af hippe restauranter, der ikke serverer kød og enten er vegetariske eller 100 procent plantebaserede. Det er en af de hotteste madtrends lige nu. Og en kendt sag, at man er lidt venligere ved klimaet når man undgår (for meget) kød. Så det ligger lige for at mindst et af dagens måltider er kødfrit. Retterne på menukortet hos Real Food Daily ligner de klassiske kødretter. Her er der så bare ikke kød i burgeren, ost i cheeseburgeren eller pølse på pizzaen.  I stedet bruger man veganske alternativer, for eksempel ost baseret på cashewnødder, kød baseret på plantefars og det særlige veganske bacon tempeh. Det er ikke det hele, der smager som den ægte vare, men i mange tilfælde gør det næsten. Folkene bag Real Food Daily har også haft mange år til at perfektionere deres plantebaserede køkken, da spisestedet har eksisteret siden 1993.

414, N La Cienega Boulevard, West Hollywood. www.realfood.com.  

Den legendariske Route 66 går gennem West Hollywood, men det er ikke nødvendigt at køre. Man kan sagtens spadsere her, selvom LA i det store hele er “lavet” til biler og bilister.

Drop bilen

Santa Monica Boulevard, der skærer gennem hele WeHo, er en del af Route 66. Men man behøver ikke sidde bag rattet af en bil for at opleve en lille smule af den legendariske rute. Tag i stedet et par gode vandresko på og gå en tur i ad Route 66 og i resten af WeHo. Selvom Los Angeles er lavet til at cruise rundt i i bil, er det en myte, at man ikke kan se byen på andre måder. Der er mange oplevelser i gåafstand i WeHo, for eksempel for de arkitekturinteresserede.

Musikelskeren kan gå med på en guidet tur på det stykke af Sunset Boulevard, der hedder Sunset Strip. Turen hedder Rock ’n Walk, og her får man alle historierne om klubberne på Sunset Strip og storhedstiden i 60’erne, 70’erne og 80’erne. Se blandt andet hvor The Doors, Led Zeppelin og Frank Zappa spillede. Gider man ikke en guide, kan man selvfølgelig også bare tage sin egen tur rundt i WeHo. Her er masser af cafeer, restauranter og forretninger.

Se mere på www.rockandwalktours.com.

Se LA fra cykelsadlen

Sammen med guiderne fra Bikes & Hikes LA kan man tage på den ultimative Los Angeles cykeltur. Den varer seks timer, men foregår i mageligt tempo. Turen begynder i WeHo med tur ad blandt andet Santa Monica Boulevard/Route 66 og Sunset Strip. Så fortsætter den til Beverly Hills, hvor man kommer forbi mere end 30 forskellige kendishjem, til Bel Air, UCLA (University of California, Los Angeles), Santa Monica Beach, molen i Santa Monica, Venice Beach og meget, meget mere. Er man i almindelig god form og føler man sig sikker på en cykel, også i den til tider hektiske trafik i LA, er det bare om at komme af sted. Der er frokost, guidning og måske mulighed for at spotte en kendt eller to undervejs.

Se mere på www.bikesandhikesla.com.

Man kan leje bycykler flere steder i WeHo.

Shop bæredygtige varer

Smut forbi Whole Foods Market på Santa Monica Boulevard i WeHo for sunde snacks, lokal økofrugt, et mellemmåltid på vejen eller indkøb til et måltid i parken eller på hotelværelset. Man kan også finde krydderier, nødder og andet, der ikke fås hjemme og som godt kan og må transporteres til Danmark. Whole Foods Markets filosofi baserer sig på økologi, bæredygtighed, lokale varer og, når det ikke er muligt at købe lokalt, varer fra virksomheder, der driver fairtrade.

Kæden lægger også vægt på, at varerne er GMO-fri, uden kunstig smag eller andre tilsætningsstoffer. Der er et kæmpe udvalg i kød, ost og andre mejeriprodukter. Men her er også et stærkt fokus på vegetariske og især veganske muligheder. Der er ingen supermarkeder i WeHo som udleverer eller sælger plasticposer. Det blev forbudt ved lov i 2012. Så husk enten egen pose eller transporter varerne på ægte amerikanervis i en brun papirspose. Whole Foods Market er lækkert og meget indbydende, men kommer ikke i nærheden af at være et billigt sted at gøre sine små eller store indkøb.

7871 Santa Monica Boulevard, West Hollywood. www.wholefoodsmarket.com.

Mere om bæredygtige West Hollywood, Los Angeles her. Og her kan du læse om fem myter om byen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.