På vandring i Irland

Vandretur i Irland. Det irske turistbureau har sendt os forslag til en række vandreruter på Den grønne ø. Så her deler vi forslag og tips til steder, man kan udforske i Irland, når det igen er muligt at rejse.

Kystnære vandreture

En vandretur i Irland langs kysten er en oplagt mulighed for at kombinere betagende klippelandskaber med smukke havudsigter. Der er adskillige vandreruter at vælge imellem, fordelt rundt i landet.

Blandt de mest populære er The Gobbins Cliff Path i Nordirland, hvor man bogstaveligt talt vandrer på kanten af klipperne. Vandreruten blev etableret i 1902 af en irsk ingeniør og blev genåbnet i 2015. På turen kommer man igennem flere forskellige grotter, ligesom man kan være heldig at se søpapegøjer for enden af ruten. Ruten er i alt 5 km og turen tager omkring 2,5 timer grundet det ujævne terræn.

En halv times togtur uden for Dublin kan man vandre langs Howth Cliff Path. Den 6 km lange rute starter i fiskerlandsbyen Howth, hvis historie kan spores tilbage til vikingerne. På turen, der er af sværhedsgraden “let”, kommer man forbi klipper, bakker, marker og et smukt fyrtårn for enden. I Howth er der flere gode fiskerestauranter.

Vandretur i Irland
Sea Cliff Walk i Howth ved Dublin. Foto: PR.

En kort færgetur ud for Connemara i det vestlige Irland ligger øen Inishbofin. Store dele af øen er beskyttet område, hvilket gør den til et fantastisk sted at vandre. Der er en fin 5-km vandretur rundt på øen af lav svaghedsgrad – med en fantastisk udsigt over Atlanterhavet undervejs.

Læs mere om kystnære vandreture i Irland her.

Nordlys og selvlysende havvand

Irland er kendt for sin grønne natur og hyggelige byer. Men landet byder også på en lang række mindre kendte, magiske naturoplevelser. Perfekt til vandretur i Irland.

På den irske halvø Inishowen, der er Irlands nordligste punkt, gemmer sig en for mange overraskende hemmelighed. Her er der nemlig god sandsynlighed for at se nordlyset farve himlen i grønne og pink toner – takket være minimal lysforurening.

I Kerry og Cork langs Wild Atlantic Way kan man foruden fascinerende klipper og gyldne strande opleve selvlysende vand, når bioluminescerende plankton lyser havet op under stjernehimlen. I Cork kan man endda opdage fænomenet helt tæt på, under en natlig kajaktur.

Mere info om naturfænomenerne i Irland her.

Hemmelige must-visits

Vil man udforske nogle af Irlands mindre kendte steder og seværdigheder, kan man overveje at skrive slottet Cloughoughter Castle på rejseplanen. Det cirkulære slot er bygget på en lille ø midt i søen Lough Oughter. Området er en del af Marble Arch Caves Geopark og ligger lige ved siden af den frodige Killykeen Forest Park. Der er mulighed for at komme på bådtur i søen, inkl. besøg på slottet.

Vandretur i Irland
Cloughoughter Castle ligger på en lille ø og er cirkelformet. Foto: PR.

Man kan også udforske nogle af de ni “Glens of Antrim” – en række enorme dale, der er skabt af gletsjere under istiden og med hver sine karakteristika. Glenariff kaldes også “Queen of the Glens” grundet den smukke natur i Glenariff Forest Park, hvor man kan vandre langs floden og beundre flere vandfald. Ikke langt herfra kan man besøge Red Bay Castle fra det 13. århundrede. I byen Cushendun kan man drikke en “pint” på en af Irlands mindste pubs, Mary McBride’s; eksempelvis efter man har udforsket de 400 millioner år gamle grotter, som nogen måske vil genkende fra serien Game of Thrones.

Mere om hemmelige steder her.

Irland for surfere

Surfing er måske ikke det første, der popper op, når man tænker på Irland som rejsemål. Men den naturskønne ø byder på flere gode surf-spots. Eksempelvis er Irlands surferhovedstad Bundoran i amtet Donegal fremhævet som en af verdens 20 bedste surf-byer af National Geographic. Er man nybegynder, tilbyder Bundoran Surf Co. undervisning for alle aldre og niveauer.

De største bølger finder man ved Mullaghmore Head i Sligo, der er favoritten blandt professionelle surfere. Fra stranden kan man derfor typisk se flere dygtige surfere boltre sig på bølgerne. Vil man kombinere surf-oplevelserne med kultur, madoplevelser og vandring, er der rig mulighed for det hele vejen ned langs Wild Atlantic Way.

Læs mere om surfing i Irland her.

De bedste badesteder

Er man vild med en dukkert i det fri, er der flere muligheder for udendørs svømning i Irland – både i sommer- og vinterhalvåret. Eksempelvis kan man nyde det utroligt klare vand ved Ballintoy Harbour i Antrim. Game of Thrones-fans kan måske desuden genkende havnen som Iron Islands i serien.

Fra den iskolde fjord Carlingford Lough i Louth har man en fantastisk udsigt til Mourne Mountains – bjergtoppene, der efter sigende inspirerede C. S. Lewis til Narnia. I det østlige Irland kan man i Mountshannong bade i Lough Derg, der er en af Irlands største ferskvandssøer. Vild med at svømme på din vandretur i Irland? Så læs mere her.

Landskab ved Mourne Mountains. Foto: PR.

Prisvindende luksuresort lancerer nye udendørsoplevelser

Det prisvindende femstjernede Lough Erne Resort, der ligger på en privat halvø i Fermanagh lakelands i Nordirland, er i øjeblikket ved at gøre klar til igen at byde feriegæster velkommen, når pandemien har lagt sig. I den forbindelse har resortet lanceret en række nye udendørsoplevelser – herunder en ny “Themed Woodland Forest Trail” gennem det store resortområde.

Samtidig kommer resortet til at tilbyde udendørs yoga, paddleboard-undervisning og vandcykler. Lough Erne Resort er blandt Irlands mest populære golfresorts og har samtidig en meget anbefalelsesværdig spa og restaurant. I nærheden af resortet kan man bl.a. udforske Marble Arch Caves UNESCO Global Geopark.

Turister beundrer The Cradle i grotten Marble Arch Cave. Foto: PR.

Mere om Irland

Vi har skrevet flere artikler om Irland. Her kan du for eksempel læse om nye oplevelser, her har vi skrevet om Galway og Dublin og her noget om Halloween i Irland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.