Tre topturistede tips til San Francisco

Udflugtstips San Francisco. Vi er ikke bange for at indrømme, at vi både er til seværdigheder, der ikke ligger lige for og de seværdigheder, som ALLE vil se. Det gælder også, når vi er i San Francisco. Her er udflugtstips til tre topturistede seværdigheder i San Francisco.

På vores seneste tur til Californien kom vi godt rundt i hele Bay Area. Vi var til gospelkoncert, til 5. maj-fejring i The Mission, på Alcatraz og meget mere. Men det er ikke det, det handler om nu.

På en af vores udflugter ind til byen, valgte vi at lade bilen blive hjemme og i stedet udforske til fods og med offentlig transport. På den måde slap vi for at køre forvildede rundt og lede efter parkeringspladser!

Vi tog derfor toget – Caltrain – fra den lille by, vi boede i og hoppede af på endestationen San Francisco Station. Uden for stationen stod vi på sporvognen Linje E. Vores stop var Washington Street.

Det var ganske nemt og behageligt, og vi ventede ikke ret længe ved stoppestedet. Herfra var der kun en kort spadseretur til vores første topturistede seværdighed i San Francisco, Chinatown.

Den største uden for Asien

Chinatown i San Francisco er en af de største Chinatowns i verden – altså uden for Asien. Det er også den første, amerikanske Chinatown, grundlagt i 1851. Chinatown i New York blev først grundlagt i 1880’erne. I dag har den vokset sig større end den i San Francisco.

Dengang var bydelen fyldt med kinesiske vaskerier, men i dag er det små fabrikker, blandt andet en lykkekagefabrik, restauranter og butikker, der dominerer i gadebilledet. En tredjedel af San Franciscos indbyggere er asiater, de fleste af dem kinesere. Og mange af dem bor og arbejder her i Chinatown, hvor gadeskiltene også findes på kinesisk, og hvor det ikke er ualmindeligt at støde på folk, der ikke taler engelsk.

I Chinatown kan man få lang tid med bare at spadsere rundt og kigge på butikkerne, måske købe en fortune cookie eller andre kineserier. Her er også templer, kinesiske porte og andre spændende ting at se på. Husene i bydelen er blandt andet udsmykket med kinesiske elementer. Chinatown i San Francisco er et af de mest populære turisthotspots i byen.

Pier 39

Fisherman’s Wharf med Pier 39 er også et hotspot. Alle turister vil hen på Pier 39 for at spise candyfloss og saltvandskarameller, købe souvenirs og ikke mindst se søløvekolonien.

Søløvekolonien kom til efter det store jordskælv i San Francisco i 1989. Ingen ved, hvorfor søløverne lige valgte Pier 39, men siden 1989 er kolonien vokset, og består i dag af over 1.000 søløver.

De er som regel ikke i kolonien ved Pier 39 samtidig. Om sommeren er der mange af dyrene, der forsvinder for at yngle, men en lille flok bliver som regel tilbage. Søløverne er Pier 39’s største seværdighed.

Siden søløverne ankom i hobetal er der vokset en hel underholdningsindustri op omkring dem. I dag er der derfor masser af forretninger og restauranter på Pier 39 samt forskellige former for underholdning. Den store karrusel for enden af molen er sammen med søløverne særligt populært blandt børn.

Udflugtstips San Francisco
Pier 39 i havnen i San Francisco.

Vores sidste af de tre udflugtstips San Francisco er de syv søstre. Eller de malede damer. Eller hvad man nu vælger at kalde de malede huse, bygget i viktoriansk stil.

Seven Sisters Alamo Square

Der findes flere rækker af malede damer i San Francisco, men de mest kendte er rækkehusene The Seven Sisters, der ligger ved Alamo Square Park.

De blev bygget i løbet af 1890’erne i den arkitektoniske stil, der kaldes viktoriansk. Da rækkehusene blev bygget var det moderne at male dem i forskellige farver. Ikke i skrigende farver, men i friske farver som for eksempel blå, gul, rød eller brun og nuancer heraf.

Udflugtstips San Francisco
Seven Sisters i San Francisco.

Senere blev De Syv Søstre malet grå, men i 1970’erne begyndte man igen at male de viktorianske rækkehuse i farver. I dag er husene ved Alamo Square Park en stor turistattraktion og ægte San Francisco-ikoner. Husene, som man altså ikke kan komme ind i, da de ikke er museer eller på anden vis åbne for publikum, har optrådt i adskillige film og tv-serier. Det har været med til at gøre dem til et af de mest fotograferede steder i San Francisco.

Vi så mange andre seværdigheder i San Francisco denne dag, også i den topturistede genre. Det fortæller vi om ved en anden lejlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.