Dødsenglen af Sara Blædel

Jeg fik en iPad i julegave! Og da både Kindle og andre e-bogslæsere kan downloades til iPad, skulle jeg selvfølgelig prøve min første e-bog. Jeg købte Sara Blædels nyeste: Dødsenglen på Saxo, og havde den på iPad’en inden for et minut – den var også billigere som e-bog end som “rigtig! bog. Continue reading “Dødsenglen af Sara Blædel”

Hævnens Gudinde af Sara Blædel

Sara Blædel kan bestemt noget med krimier, og hendes heltinde, kriminalbetjenten Louise Rick er absolut ikke nær så øretæveindbydende som så mange andre helte og heltinder i vores dages krimilitteratur. Sara Blædel skriver også udmærket – og langt bedre end fx Camilla Läckberg. Hævnens Gudinde er den femte bog i Louise Rick serien, og jeg åndede lettet op da jeg så, at den hverken handlede om indvandrerkriminalitet eller trafficking. Ikke mere om det i krimierne, tak!

Louises veninde, den let øretæveindbydende journalist Camilla, er taget på en længere ferie i USA for at slikke sårene efter de ting, der skete i bog 4. Hun har taget sin søn Marcus med. Marcus går i klasse med den dreng, der i bog 4 mistede sin far, og som nu er i pleje hos Louise. Derfor kommer Marcus ikke med til den fest, som en af pigerne fra klassen, Signe, holder. Festen crashes af nogle lømler, og det ender mere end galt. Louise bliver tilkaldt i sin egenskab af “mor” og betjent, og herefter tager tingene fart. Undervejs holdes Camilla og Marcus a jour via Facebook og mail, mens de turer rundt i USA, og det er faktisk først da Camilla gør nogle interessante opdagelse derovre, at der rigtigt kommer skred i tingene. Louise arbejder nemlig med flere sager, men det skal vise sig, at de alle hænger sammen. Vi skal omkring både rockere, kopivarer og økonomisk kriminalitet før alle ender er bundet sammen, og det gør Blædel ganske fint.

Hævnens Gudinde er en fin og letlæst dansk krimi, og personligt syntes jeg, at den var bedre end de to forgående Louise Rick bøger, der skuffede. Den er dog ikke nær så spændende som de to første, men jeg hænger stadig på, og ser frem til næste bog, hvis plot mere end antydes i Hævnens Gudinde.

Mette fra Liv på Bogreolen anmelder Hævnens Gudinde her.

Aldrig mere fri af Sara Blædel

Har egentlig en svaghed for danske krimier og har læst alle Sara Blædels Louise Rick-bøger, inkl. den seneste Aldrig mere fri. Men den var desværre ikke nær så god som de andre. Jeg synes nærmest, at den var kedelig. Jeg er dødtræt af danske krimi-damer, der skriver om traffickede, østeuropæiske ludere (hvor rædselsfuldt dette fænomen så end er, og det er det da!). Find nu for syv sytten på noget andet. Det behøver ikke at være så skiderealistisk. Vi vil ha’ flere seriemordere der hærger danske gader og stræder og færre østeuropæiske forbrydere. Nå, men Louise Rick og resten af drabsafdelingen på Politigården kommer i denne krimi på sporet af nogle skumle østeuropæere, da en prostitueret findes myrdet i en gård i Kødbyen i København. Nærmest samtidig bliver Louises halv-nævenyttige journalistveninde Camilla indblandet i en sag om et hittebarn i en kirke. En sag, der kommer til at berøre både Louise og Camilla personligt. Handlingen bevæger sig frem og tilbage på Vesterbro i København. Her bor jeg selv, og det var ganske skægt at kunne følge Louise rundt i gaderne, selvom forfatteren ikke har taget højde for, at flere gader er spærrede for trafik den ene eller den anden vej….men det er vel så en forfatters ret, og krimien er jo også fiktion. Det irriterede mig bare lidt, især fordi Blædels bøger altid virker velresearchede. Jeg kan faktisk ikke rigtigt finde på mere at skrive om Aldrig mere fri. Jeg håber der er mere knald på den næste Louise Rick-bog, som jeg selvfølgelig vil læse!