Tag på vildtsafari i Sverige

Safari er ikke kun forbeholdt rejsende i Afrika. For svenskerne inviterer nu også på store safarioplevelser fra den 10. maj i Kosta Safaripark, hvor man kommer helt tæt på mægtige dyr. Det sker så tæt på Danmark som i den smålandske ’urskov’.

Den 10. maj 2018 slår Kosta Safaripark portene op for et sandt dyrerige i de firbenedes eget – og rigtige – miljø. Her kan man tage en safaritur med guide i bus eller køre ind med egen bil og lede efter bison, kronhjorte, dådyr, bjergfår (der også hedder muflon) og vildsvin – blandt meget andet.

Fyldt med naturoplevelser

”Sverige er fyldt med naturoplevelser, og naturen er en væsentlig del af nationens DNA og har altid været det. Mange svenskere bor midt i naturen, og flora og fauna er en fast bestanddel i manges liv og også på mange danskeres ferier i Sverige. Kosta Safaripark er en nyskabelse for alle, der har lyst til at iagttage de store dyr i deres rette element, og naturguider underviser undervejs, så man rent faktisk bliver klogere på de firbenede og fuglene”, siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Kosta Safaripark Sverige

I Kosta Safari Park vil man få første parket til de store og mægtige dyr, da de har deres daglige gøren og laden tæt på de besøgende. Fra bilen kan man opleve safariparken og se dyrene vandre frit rundt i deres naturlige miljø. Og guidede ture med bus tilbydes også dagligt. Her kan de store dyr beses, og guiderne ved nøjagtigt, hvor dyrene befinder sig på hvilke tidspunkter. Der er også helt tidlige morgensafariture, hvorved de besøgende kan iagttage dyrenes morgenritualer til solopgang.

Kosta Safaripark er stor

Turen gennem parken er 6,5 km lang, og hele safariparken måler generøse 200 hektar. Dyrene bliver fodret i dagtimerne, så også her er der gode muligheder for at se dem. Imidlertid er en fjerdedel af parken et beskyttet område. Her kan dyrene bevæge sig hen, hvis de ønsker lidt ro og fred.

Kosta Safaripark, Sverige.

Åbningstiderne er lange. Fra midten af juni til midten af august, og altså i skoleferien, er parken bemandet fra 8:00 – 22:00. Der er åbent maj – september. I denne elektroniske tidsalder kan man købe en QR kode for at få adgang.

Billetter kan købes på Kosta Safariparks egen hjemmeside og på flere forskellige salgssteder som Kosta Lodge, RentalCenter, Rondellen og Kosta Boda Art Hotel. Du kan læse mere om andre oplevelser i Sverige her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.