Vi besøgte for nogle år siden Fort Sumter i Charleston. Fortet ligger i Charlestons havn, og man kommer derud på en dejlig bådtur.

Historisk by
Everything you’ve heard is true … det er Charlestons motto, og Charleston er en – efter amerikanske standarder – gammel by. Den blev grundlagt i 1670 af engelske immigranter, og har spillet en betydelig, historisk rolle i både den Uafhængighedskrigen i 1776 og Den Amerikanske Borgerkrig i 1861.
Faktisk begyndte borgerkrigen i netop Charleston, eller rettere, den begyndte på en ø ud for Charlestons havn.
Her ligger Fort Sumter, som i 1861 var på nordstatshænder. I april 1861 løsnede sydstatsstyrker skud mod Fort Sumter i Charleston, og dermed var borgerkrigen i gang.
Charleston er fyldt med de smukkeste gamle sydstatshuse, gaderne er flankeret af palmer og der er et utal af sjove og interessante seværdigheder i Charleston.
Stars & Stripes & Patriotisk Stolthed
En tur til Fort Sumter er både en rejse tilbage i tiden og en rejse ind i amerikansk patriotisme. Ikke på nogen ubehagelig nationalistisk måde, ikke på nogen slaveforherligende måde.
Det er mere noget med, at vi ruller lidt med øjnene af stereotype “Oh My God/God Bless You”-amerikanere, der er ved at dåne af rørelse og patriotisme ved synet af Stars & Stripes. Og over, hvor gammelt Fort Sumter er i amerikansk optik. Masser af Stars & Stripes vajer over øen i Charlestons havn.
Flot sejltur
Selve turen ud til fortet foregår med båd, og turene er meget velbesøgte. Du køber billet på havnen inden. Og hvis du er i god tid, kan du købe en billet, der kombinerer Charlestons fine akvarium med turen til Fort Sumter.
Akvariet ligger på havnen, få skridt fra kajen, hvorfra skibet ud til fortet afgår. Sejlturen er en god oplevelse i sig selv. Undervejs bliver der fortalt om Fort Sumter, borgerkrigen og andre spændende ting.
Efter ca. en halv times sejlads, lægger skibet til ved en lang bro, der fører ind på selve øen. National Park Rangers inde på øen kan forsætte med at fortælle om fortets histrorie, borgerkrigen og så videre.
Det er let
Som med stort set alt andet i USA, der er gearet til turisme og turister, er det let både at finde vej. Det er let at finde billetkontoret og i det hele taget finde ud af, hvordan man for eksempel kommer til Fort Sumter i Charleston. Det er ikke nødvendigt at planlægge det hele hjemmefra. Men hører man til dem, der gerne vil have så meget som muligt på plads, kan du selvfølgelig også købe billetter til Fort Sumter online. Det gør du her.
Charleston er smuk og spændende, og hvis du mangler inspiration til, hvad du ellers kan se, er byens fine hjemmeside et besøg værd.
2 Kommentarer on “Fort Sumter i Charleston”