Strande i Portugal. Det portugisiske turistbureau har sendt en pressemeddelelse om strande i Portugal og tiltag i forbindelse med sikkerhed og hygiejne.
Rejsewebsitet European Best Destinations har netop kåret de ti mest “corona-sikre” stranddestinationer i Europa. Der er hele tre strande på listen. Det er Comporta uden for Lissabon, Porto Santo Beach på Madeira og Meia Praia ved Algarvekysten.
Samtidig har landet for nylig fået global anerkendelse for sine hygiejne- og sikkerhedsprotokoller af den private rejse- og turismebranche. Og i sidste uge blev Portugal – som eneste europæiske land – inviteret til at fortælle om sit innovative “Clean & Safe”-stempel ved et kriseudvalg under FN.
Længes man trods det lune sommervejr allerede nu mod sydeuropæiske sandstrande og feriestemning, er der flere gode grunde til at kigge nærmere på Portugal. Selvfølgelig først, når der igen åbnes op for udlandsrejser. Rejsewebsitet European Best Destinations har nemlig netop kåret de ti sikreste stranddestinationer i Europa. Der er hele tre strande i Portugal med på listen.
Strande i Portugal
På andenpladsen finder man den 20 km lange strand Comporta, der ligger blot nogle få kilometer uden for Lissabon, og som efter sigende også er Madonnas favoritstrand. Alentejo-regionen, som stranden tilhører, har haft op til 600 gange færre smittede med coronavirus end andre regioner i Europa.

På listens fjerdeplads er Porto Santo Beach på øen Porto Santo, der er en del af øgruppen Madeira – som hidtil har været den region i Portugal med færrest corona-smittede. Porto Santo, der har 5.500 indbyggere, er verdenskendt for sin gyldne sandstrand. Spa-fans har måske også hørt om de varme “sandbade”, såkaldt psammotherapy, som øen også er kendt for.
Endelig er Meia Praia ved Algarvekysten fremhævet som den syvende strand på listen. Meia Praia er med sine fem kilometer gyldent sand den længste strand ved byen Lagos, hvor besøgende desuden kan udforske det charmerende historisk centrum med bl.a. spisesteder og markeder.
Kriterierne for at udvælge de ti strande på listen er hhv. antal smittede med coronavirus, størrelsen på strandene og antal kvadratmeter tilgængelig per person. Samtidig er overnatningsmulighederne i nærheden og disses rengørings-foranstaltninger samt muligheden for at holde afstand til de andre gæster taget i betragtning. Endelig ligger alle de fremhævede strande tæt på hospitaler, som ikke på noget tidspunkt har været udfordret på kapacitet under pandemien.
European Best Destinations er skabt i samarbejde med bl.a. EDEN-netværket (European Destinations of Excellence). Det er et initiativ iværksat af Europa-Kommissionen i 2006.
Global anerkendelse for hygiejne-protokoller
Foruden de portugisiske strande har hele Portugal som rejsemål også – som et af de første rejsemål i verden – fået tildelt et helt nyt sikkerheds- og hygiejnestempel af World Travel & Tourism Council (WTTC). WTTC repræsenterer hele den private globale rejse- og turismebranche. Det globale “Safe Travels”-mærkat er skabt for at gøre det nemt for rejsende at identificere de rejsemål, som lever op til globale standarder i forhold til sikkerheds- og hygiejneprotokoller, der skal bekæmpe coronavirus.
Deler forbilledligt initiativ ved FN-møde
Ligeledes har Portugal allerede den 24. april selv lanceret et “Clean & Safe”-stempel, der skal gøre det nemt for besøgende i landet at finde fx overnatningssteder, spisesteder, golfbaner og attraktioner. Steder, som lever op til de nødvendige hygiejne- og rengøringskrav for at undgå smittespredning af COVID-19.
På godt fem uger er knap 9.000 portugisiske virksomheder tilmeldt ordningen. I sidste uge blev landets Statssekretær for turisme, Rita Marques, inviteret til at fortælle om det forbilledlige initiativ for World Tourism Organizations (UNWTO) globale kriseudvalg. UNWTO er en specialenhed under FN. Portugal var det eneste europæiske land, der var inviteret til at dele en “best practice”-historie.
Praktisk information
Se listen med de ti sikreste strande her.