Kan man rejse om sommeren i Sydstaterne?

Sommerferie i Sydstaterne. Så er årets store ferie ved at nærme sig, og i år er det endelig muligt at rejse til USA i sommerferien. Der ligger mange udskudte rejser fra både 2020 og 2021 og venter på at blive skudt af. En del af dem går givetvis til Sydstaterne, som bliver et mere og mere populært rejsemål, især på et roadtrip. Men kan man overhovedet rejse til Sydstaterne om sommeren? Er der ikke så varmt og lummert, at det bliver ulideligt?

Der er ingen grund til at feje kendsgerningerne ind under gulvtæppet. Så lad det være sagt med det samme: Det er møghamrende varmt i Sydstaterne om sommeren med gennemsnitstemperaturer på 30-33 grader fra juni til og med august. Der er tilmed så ubeskriveligt lummert, at man skal have oplevet det for helt at tro på det. Solen brænder så det stikker i huden, samtidig med at tropiske storme med øsende regnvejr og vilde tordenskyl ikke er ualmindelige. Mange dage er grå, tunge og overskyede. Og inden man har set sig om, begynder orkansæsonen nærmest midt i ens sommerferie i Sydstaterne.

Sommerferie i Sydstaterne
Atlanta, Georgia skyline slutningen af juli.

Betyder det, at det er umuligt med sommerferie i Sydstaterne?

Nej, slet ikke. Men nu er du ligesom advaret, og hvis du alligevel har tænkt dig at tage af sted, er der ikke andet at sige end selvfølgelig! For naturligvis kan det lade sig gøre at rejse på sommerferie i Sydstaterne. Gør dig selv den tjeneste hjemmefra at tænke over, hvad du og dine eventuelle rejsefæller kan holde til. Skal I vandre meget? Godt råd: Lad være! Det er simpelthen for varmt. Men korte rundture er der ikke noget problem i for de fleste. Mere eller mindre indendørs seværdigheder som for eksempel Graceland i Memphis, Tennessee eller Sun Studios, også i Memphis, Tennessee, har aircondition. Det er der til gengæld intet af, hvis I skal på sumptur i Louisiana eller på spøgelsestur i New Orleans.

Man kan sagtens gå en tur rundt i New Orleans – som her i Det Franske Kvarter – også om dagen, mens det er varmt. Men større vandreudflugter går ikke om sommeren. Det er alt for varmt og lummert omkring 4th of July, Uafhængighedsdagen, som huset her er pyntet op til.

Aircondition er både en velsignelse og en forbandelse på sommerferie i Sydstaterne

Der er i det hele taget aircondition overalt i Sydstaterne, og den bliver brugt. Flittigt. Det er en stor lettelse at træde ind i en airconditioneret bil, forretning, restaurant, bar, hotelværelse osv., når man kommer helt opløst af varme fra gaden. Man ånder lettet op, nyder køligheden og tænker, at så er det hele jo heller ikke så galt endda. Indtil man få minutter efter sidder og hakker tænder af kulde, fordi AC’en kører på max og det faktisk er som at sidde i et køleskab. Eller en fryser. Det er heller ikke morsomt, når man vågner op med ru hals, snotnæse og hold i nakken, fordi man glemte at slukke/skrue ned om natten. Så et godt råd er, at slukke for AC’en bare en gang imellem. Det minimerer risiko for alskens dårligdomme, man ellers nemt kunne undgå.

Men hvad kan man ellers gøre for at udholde det?

Ingen tvivl om, at varmen og lummerheden i Sydstaterne er noget, man skal udholde. Rejser man i flere uger, når man selvfølgelig også at vænne sig til det og man bliver mere og mere hårdfør. Kan være udendørs i længere og længere tid. Og det siger sig selv, at man husker at drikke rigeligt med vand, bruge solcreme, solbriller og evt. solhat og ikke rende for meget rundt midt på dagen, hvor det er allervarmest. Dertil kommer, at man kan søge skygge masser af steder, når man er ude på udflugter. På de gamle bomulds- og sukkerplantager er der skyggefulde alleer med ældgamle egetræer, man kan søge skygge under.

Find skygge under de gamle egetræer. Her på Whitney Plantation i Louisiana.
Vand – ikke alt for iskoldt – er det bedste at drikke i varmen. Men en iskaffe som denne fra Tupelo, Mississippi er nu heller ikke dårlig, når varmen virkelig trykker.

Strand og hav

Nu er sommerferie i Sydstaterne jo ikke nødvendigvis kun besøg byerne. Der er også masser af strande. Tænk bare på Florida. Men også både Alabama, Mississippi og Georgia har fine strande og hyggelige badebyer/badeområder af varierende størrelse. Så for at få lidt helle for varmen en dag eller to eller tre, kan man jo vælge at besøge en strandby og blive kølet ned på den måde.

Gulfshores lange strande kan give en tiltrængt pause fra varmen i byerne. Foto: Jumpstory.

Derfor må konklusionen være, at hvis man tager sine forholdsregler og forinden gør sig klart, at ja, varmen ER voldsom i Sydstaterne om sommeren, så er det bare med at komme af sted. Har du også brug for lidt litteratur inden du rejser til Sydstaterne, så tjek vores læsetips lige her.

Og her kan du tjekke vejret i USA. Så er du forberedt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.