Sommerferie i Norge. Siden regeringen for knap halvanden uge siden gjorde det muligt for danskere at planlægge sommerferie i bl.a. Norge, har Color Line fået næsten fire gange flere passagerer booket til juli måned. Det er sammenlignet med samme periode sidste år. Color Line sejler mellem Hirtshals og hhv. Larvik og Kristiansand. Color Lines direktør vurderer, at der er endnu større potentiale i markedet. Det er bl.a. grundet den lave norske kronekurs.
Nu er der godt nyt til danskere, der overvejer at holde sommerferie i Norge. Efter nogle måneder på meget lavt blus sejler SuperSpeed 1 og 2 fra den 16. juni igen med normal fartplan og afgangstider mellem Hirtshals og hhv. Larvik og Kristiansand.
– Det er positivt, at vi nu kan få lov at komme tilbage i drift, selvom vi havde ønsket os en mere vidtgående åbning af grænserne. Den seneste tid har virksomheden stort set været lukket ned, og rigtig mange medarbejdere har været sendt hjem. Vi har kun kunnet sejle med fragt og enkelte passagerer, som har haft anerkendelsesværdige formål, forklarer Henrik Renneberg, Administrerende Direktør i Color Line. Color Line skal tilsyneladende sejle mange danskere på sommerferie til Norge i år. I kølvandet på pressemødet for knap halvanden uge siden har næsten fire gange flere passagerer booket rejse til Norge i juli, sammenlignet med samme uger sidste år.
– Muligheden for at holde sommerferie i Norge er generelt blevet taget rigtig godt imod. Og vi ser yderligere et enormt potentiale i markedet. Der er fortsat mange, som endnu ikke har lagt planer for sommeren. Og med en norsk krone, der pt. er på sit laveste i flere år, får danskerne meget mere for pengene i Norge end hidtil, vurderer direktøren.

Gebyrfri ændring frem til 24 timer før afrejse
For at sikre passagerernes sikkerhed ombord, har Color Line indført en række forskellige nye tiltag.
– På nuværende tidspunkt er kapaciteten på færgerne reduceret med cirka 50 pct. for at leve op til de i øjeblikket gældende retningslinjer om afstand og hygiejne. Samtidig har vi skiftet buffeterne ud med portionsanrettede måltider. Vi har også lavet forskellige tiltag for at sikre afstand mellem siddepladserne ombord. Og så er der håndsprit tilgængeligt endnu flere steder end normalt, beretter Henrik Renneberg. Han fortæller samtidig , at skibenes besætninger har fået træning i de nye regler for hygiejne og smittereduktion.

Color Line tilbyder desuden alle passagerer, som inden 1. juli bestiller en ny overfart med afrejse i 2020, gratis opgradering til FLEX-billet. Denne billettype giver fuld frihed til at ændre rejsen gebyrfrit indtil 24 timer før afrejse. Booker man overnatning i Norge via Color Line, sammen med færgeoverfarten, er rejsen omfattet af pakkerejseloven.
Læs mere om Color Lines afgange og tryg-rejse-initiativer her.