Virginia is for Lovers

Roadtrip i Virginia. Virginia er en lidt overset stat på danskernes rejseradar, og det er synd. Der er så mange oplevelser og seværdigheder, at et enkelt besøg slet ikke er nok.

Rejser man i Virginia, bør det være efter statens motto Virginia is for Lovers. Det handler om at finde det, man elsker. Uanset om det er historiske småbyer, gamle universitetsbyer eller overvældende naturscenerier. Virginia har både bjerge og dale, floder og ferskvandsbugter, lange sandstrande, vilde ponyer, østers, vinmarker og mikrobryggerier. Museer, musik og gastronomi. Læg dertil en lang og blodig historie, der går tilbage til 1600-tallet, da de første englændere gik i land. Her er udkæmpet utallige slag under borgerkrigen, og Virginia har fostret hele otte præsidenter, mere end nogen anden stat. Det er umuligt at løbe tør for oplevelser på roadtrip i Virginia, og der er noget for hele familien.

Cool amerikansk lilleby

Et amerikansk flag vajer fra husets facade i den lette brise nede fra havnen og floden. På trappen op til huset matcher røde, hvide og blå blomster i krukker flagets farver.  Store træer flankerer Alexandrias brostenstoppede sidegader i Old Town, der blev grundlagt i 1749. Der er både hipsterfaktor, hyggeligt og gammeldags og meget amerikansk i Alexandria.

Byen er nem at færdes i på gåben, og der mangler ikke steder at stille sulten, spise is, shoppe eller drikke en kop kaffe. Den brede King Street er hjertet i Old Town, hvor lokale og besøgende køber og oser antikviteter, modetøj, kunsthåndværk og meget andet.

Ved havnefronten og floden er der udsigt til Washington, D.C. ovre på den anden side, og på pladsen foran byens rådhus er der marked hver lørdag året rundt. Besøg også George Washingtons smukke plantage Mount Vernon nogle få kilometer uden for Alexandria, som ligger i det nordlige Virginia. Mere om Alexandria her og om Mount Vernon her.

Der er mange muligheder for at shoppe i Alexandrias King Street, der ligger midt i den gamle bydel. Foto (c) Visit Alexandria.

Østers og vilde ponyer

Hvert år svømmer store flokke af vilde ponyer fra halvøen Assateague på Virignias østkyst til den mindre ø Chincoteague tættere på fastlandet. Ponyerne drives sammen af professionelle vand-cowboys, og svømmeturen overvåges nøje af dyrlæger, der også er til hest.

Nogle af ponyerne bliver solgt på auktion, og al indtjening går til øens brandvæsen. Det foregår hvert år på sidste onsdag og torsdag i juli måned. Fænomenet tiltrækker mange turister, der samtidig kommer for at mæske sig i Virginia-østers og slikke sol ved Virginias strande.

De mange kyststrækninger i staten er grundlaget for en stor østersindustri, og folk kommer rejsende langvejs fra for at smage på godterne. Tag med en fisker på østerstur fra Chincoteague Island eller følg østersruten langs floder, marskområder og den store Chesapeake Bay på dit roadtrip i Virginia. Mere om blandt andet ponyerne her.

Der er østers og vin nok til alle på ferie i Virginia. Staten producerer begge dele i stort omfang. Foto: Virginia Tourism Corp.

Countrymusikken stammer fra Virginia

Den amerikanske kongres slog det fast i 1998: Byen Bristol i det sydvestlige Virginia er countrymusikkens fødested. Ikke Nashville i Tennessee. De såkaldte Bristol Sessions fra 1927 er også kendt som countrymusikkens Big Bang, og det store museum for countrymusikken i Bristol er et godt udgangspunkt, hvis man vil på en musikalsk rejse i Virginia.

Via ruten The Crooked Road kommer du langt ud på landet, op i bjergene og dybt ind i musikken og folkesjælen. The Crooked Road går gennem 17 mindre og større byer, og alle vegne finder den interesserede jamsessions, koncerter og musikfestivaller.

Der er selvfølgelig fokus på countrymusik, men også masser af steder, man kan vippe med foden til bluegrass, få en svingom til folkemusik og ryste håret til rock’n’roll. Og så er naturen i denne del af Virginia exceptionel med bjergkæderne Blue Ridge Mountains og Appalacherne.

Roadtrip i Virginia
The Bristol Sessions var ikke de første country-indspilninger, men de var de første indspilninger, der blev masseproduceret og distribueret. Museet er en hyldest til countrymusikken og et must see for alle fans. Foto: Virginia Tourism Corp.

Præsidenter, studenter, vin og øl

Charlottesville kom på alles læber i sommeren 2017, da en demonstration mod at rive en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee ned fik en dødelig udgang.

Men Charlottesville, der er en historisk by i det centrale Virginia, er andet end demonstrationer og ballade. Her ligger et fornemt og gammelt universitet, og både den 3., 4. og 5. præsident (Thomas Jefferson, James Madison og James Monroe) stammede fra Charlottesville.

Jeffersons plantage, Monticello, ligger lige uden for byen. Den tegnede han selv, ligesom han også er arkitekten bag nogle af universitetets gamle bygninger. Det er billigt at spise og drikke i Charlottesville, og i byens historiske downtown finder man mange steder med burgere og øl, de studerendes foretrukne menu.

Charlottesville er i øvrigt omgivet af vinmarker, hvis man er mere til vingård end mikrobryggeri.

Monticello var Thomas Jeffersons arkitektoniske mesterværk og i øvrigt hans yndlingssted at opholde sig. Man kan få guidede rundture på plantagen hver dag året rundt. Havevandringer med guide er tilgængelige fra april til oktober. Foto: Virginia Tourism Corp.

På sporet af borgerkrigen i Petersburg

De bølgende græsklædte enge er omgivet af skov, og vejen snor sig gennem det forholdsvis flade landskab. Fugle flakser op fra krattet, når bilerne holder ind, men ellers er her stille på det enorme område, der udgør slagmarken ved byen Petersburg.

Her blev der under belejringen af Petersburg udkæmpet flere blodige slag under den fire år lange borgerkrig fra 1861 til 1865, og sporene efter kampene er stadig tydelige i landskabet. Nogle steder mere end andre, for eksempel ved det menneskeskabte krater.

Mange steder er der opstillet gamle kanoner, bygget fæstningsværker og andet for at illustrere den otte måneder lange belejring af Petersburg. Området er nationalt mindesmærke, og man skal bruge bil for at komme rundt. Særlige steder er markeret med tydelig skiltning.

FAKTA OM VIRGINIA

Virginia ligger mellem New York og Florida i landets midtatlantiske region. Den er USA’s nordligste sydstat og porten til de øvrige Sydstater. Staten grænser op til Washington, D.C. og Maryland mod nord, Atlanterhavet mod øst, North Carolina og Tennessee mod syd og endelig West Virginia og Kentucky mod vest.

Den vestlige del af staten er bjergrig med store dalområder. Det centrale Virginia er kuperet, men flader ud mod øst og Atlanterhavet. Klimaet er overordnet set mildt, men de fire årstider er lette at kende fra hinanden, ligesom der kan falde en del sne om vinteren. Der bor lidt over 8 millioner mennesker i staten, hvis hovedstad er Richmond. Mere om Richmond her.

REJSEN TIL VIRGINIA

SAS plejede* at have fem ugentlige flyvninger fra København direkte til Washington, D.C. Forbundshovedstadens internationale lufthavn, Dulles Airport, ligger i Virginia, godt 40 kilometer fra selve byen.

Det kan betale sig at have lejet bil på forhånd hjemmefra, så man blot skal hente den i lufthavnen ved ankomst og aflevere den samme sted, når man skal hjem. Brug eventuelt Alexandria som udgangspunkt for rejsen rundt i Virginia. Alexandria ligger praktisk tæt på Washington, D.C., så man også kan besøge hovedstaden nu man alligevel er i nabolaget.

Både Petersburg og Charlottesville kan i princippet nås på en dagstur frem og tilbage, hvis man for eksempel vil bo nogle dage i Alexandria. Man får dog mest ud af sit roadtrip i Virginia, når man tager de mindre veje gennem Virginias dejlige landskaber.

Roadtrip i Virginia
Vilde ponyer på Virginias østkyst. Foto (c) Virginia Tourism Corp.
OVERNATNINGSFORSLAG I VIRGINIA

Alexandria: The Alexandrian, Autograph Collection. Lækkert og moderne byhotel placeret midt i Old Town i gåafstand til det meste. Også tæt på Washington, D.C. Chincoteague: Anchor Inn. Enkelt indrettet hotel/motel med den skønneste beliggenhed i havnen. Udsigt over Chincoteague Bay. Charlottesville: Oakhurst Inn. Smukt boutiquehotel med 27 forskelligt indrettede værelser. Ligger tæt på universitetet.

*Dette indlæg er udgivet 13. juli 2020 mens USA stadig har lukkede grænser for turister.

1 Kommentar on “Virginia is for Lovers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.