Bog: Proxy af Steffen Jacobsen

Proxy af Steffen Jacobsen er den første bog i det, der tegner til en serie om makkerparret Jacob Nordstedt og Tanya Nielsen. Jacob Nordstedt er den vrantne, voksne kriminalmand, der har oplevet både det ene og det andet. Tanya Nielsen er den unge, ivrige opdager.

De møder hinanden for første gang på et gerningssted i Holbæk. Her i den forholdsvis fredelige provinsby er pensionisten Anne Holst blevet slået ihjel på brutal vis. Jacob, Tanya og de øvrige kriminalfolk ankommer til stedet relativt kort tid efter drabet, og Tanya får en fært.

Det gør hun helt bogstaveligt, for hun har nemlig en særlig forfinet lugtesans, og en af husets dufte stikker ud. Jacob er i begyndelsen ikke meget for Tanyas fornemmelser. Han er faktisk ganske strid over for hende, men langsomt får han øjnene op for, at hun kan mere end hvad han umiddelbart havde regnet med. Og at netop hendes særligt udviklede evne kan blive nyttig.

Og omvendt får Tanya øjnene op for, at det ikke er alt, hun har hørt om Jacob, som hun skal tro på. Selvom noget af det vist nok er sandt. Jacob Nordstedt og Tanya Nielsens indbyrdes forhold og dets udvikling bærer en del af historien og er på mange måder katalysator for, at de langsomt kommer nærmere en opklaring.

Holbæk vrimler med mistænkelige personer

Det viser sig nemlig hurtigt, at Anne Holst ikke er den eneste, der mister livet i Holbæk. Andre drab følger, og situationen tilspidses. Samtidig opruller Steffen Jacobsen et ganske farverigt persongalleri omkring de dræbte og opdagerne. Og helt klassisk får man først mistanke til den ene, så den anden. Der er den unge mand med hættetrøje og skulende blik, den kvindelige præst, den enlige mor med den multihandicappede datter og flere andre.

Proxy af Steffen Jacobsen er godt skrevet. Der sker voldsomme ting, der er smæk på fra stort set første side. Det hele er faktisk rigtig underholdende. Eneste anke er, at denne læser gættede gåden lidt for tidligt i forløbet. Men Proxy kan sagtens anbefales til en god indendørs-eftermiddag med benene oppe.

Proxy fås i flere forskellige udgaver hos for eksempel saxo.com.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.