Påsketraditioner i Grækenland. Påsken fejres på forskellige måder over hele verden – altså de dele af verden, hvor denne højtid er noget, man fejrer. Selvom helligdagene måske hedder det samme, kan der være store forskelle på, hvordan man i de forskellige lande fejrer dem. Her kan du læse lidt om påsketraditioner i Grækenland.
Det er ikke fordi der mangler religiøse festivaler med århundredegamle rødder i Grækenland. Dem kan du finde året rundt. Men det er den ortodokse påske, der er den største af disse festligheder. I løbet af påskeugen følger grækerne ritualer til minde om Jesu lidelse og fejrer hans opstandelse påskesøndag.
Hele påskeugen igennem er kirkernes lysekroner og ikonskærme beklædt med sorte og lilla bånd, hvilket skal forstærke atmosfæren af sorg over den kommende korsfæstelse og begravelse af Jesus Kristus.
Skærtorsdag
Skærtorsdag får man travlt i de græske køkkener, for det er den dag, man traditionelt bager tsoureki (en slags duftende påskebrioche) sammen med lamprokouloura (påskesmåkager).
I Grækenland har man også påskeæg. Påsketraditioner i Grækenland involverer nemlig æg, der er farvet røde for at symbolisere glæden over foråret og naturens genfødsel og den åndelige fornyelse, der følger med Jesu opstandelse.

Langfredag
Når vi kommer til Langfredag, bliver Epitaphios (en baldakin af træ, der repræsenterer Kristi grav og som er i kirken) dækket med blomster i forskellige farver. Når aftengudstjenesten slutter, begynder en procession med Epitaphios i spidsen, herefter præsterne og følget. Folk følger med langs gaderne i byer og landsbyer og lytter til de salmer, følget synger. Påsketraditioner i Grækenland er ældgamle og har som nævnt fundet sted i århundreder.

Påskelørdag
I den græske, ortodokse kirke er påskelørdag også en helligdag. Allerede om morgenen begynder forberedelserne til den festmiddag, man spiser efter midnatsmessen. Påsketraditioner i Grækenland har også meget med mad at gøre, og det er de samme retter man laver hvert år. Det gælder for eksempel Mageiritsa-suppe, som de fleste husholdninger laver denne dag. Suppen er med hakket indmad og krydderurter, og spisningen af suppen efter midnatsmessen markerer også slutningen på fasten.
Folk samler sig i kirken før midnat med hvide stearinlys, som bliver tændt med det “hellige lys”, præsten tilbyder. Kristi opstandelse fejres ved midnat med trommeslag og fyrværkeri, der lyser himlen op, mens kirkeklokkerne ringer ud, og menigheden synger salmen ‘Christos Anesti‘ (Kristus er opstanden).
Påskesøndag
Om morgenen påskesøndag bliver der mange steder i landet tilberedt grillet lam på spyd. Andre steder i Grækenland foreskriver traditionen, at lammet laves i ovnen. Der er en festlig stemning overalt, der bliver danset til græsk folkemusik og det græske påskebord er noget af en oplevelse.
Skulle du være så heldig at blive inviteret til græsk påske, så tag med. Påskefejringen og påsketraditionerne er spændende overalt i Grækenland, og selvom de alle har den samme baggrund så at sige (Jesu død og genopstandelse), er der forskelle på, hvordan påsken fejres forskellige steder i landet.
Og så består traditionerne selvfølgelig af meget mere, end hvad vi har nævnt her. Nogle af de mest berømte påskedestinationer i Grækenland er Korfu, Patmos, Chios og Leonidio på Peloponnes.
