På opdagelse i Sveriges natur. Gå på opdagelse i naturen i Sydsverige, hvor der er god plads, højt til himlen og oplevelser for både børn og voksne. Med efterårsferien rundt om hjørnet og måske et behov for at være ude i naturen, med frisk luft og god mulighed for at holde en passende afstand, er Sydsverige et oplagt rejsemål for hele familien. Vi guider dig igennem oplevelser i naturen i Småland, Skåne, Halland & Blekinge.
Overnat sammen med dyrene
Nordens største vildt- og naturreservat, Eriksberg ligger lidt udenfor Karlshamn i Blekinge. Her kan man møde det vilde dyreliv i form af bl.a. vildsvin, hjorte og bisoner på dyrenes egne præmisser. Reservatet består også af et hotel og senest er ’illusionshytten’ Synvillan åbnet inde i parken. Det er placeret på pæle over jorden lige ved et fodringssted, hvor dyrene samles for at spise. Husets vægge reflekterer omgivelserne for at skabe en fornemmelse af at være i et med naturen. I Synvillan befinder man sig som gæst på grænsen mellem natur og kultur. Forvent en fantastisk oplevelse ud over det sædvanlige.
Tag på cykeltur langs den sydsvenske vestkyst
Sveriges første nationale cykelsti hedder Kattegatstien og følger den svenske vestkyst i Halland. En stor del af stien er tilmed bilfri, så der er rig mulighed for gode naturoplevelser og for at komme på oplevelse i Sveriges natur. Smukke enge blandes med en flot udsigt over havet og vidunderlige udflugtsmål. Der gemmer sig seværdigheder overalt langs ruten. Hele stien er opdelt i otte kortere sektioner, så det er nemt at planlægge sit besøg efter behov. Hele ruten strækker sig fra Helsingborg til Gøteborg. Undervejs kan man gøre stop ved Sofiero slot, naturreservatet Kullaberg, Båstad havn, Halmstad, som byder på både strand og udendørs kunst, og i Varberg kan man gå tur langs strandpromenaden og det smukke vinterbadehus. Hele strækningen er 390 km., men kan altså skræddersyes præcis efter ens eget ønske og temperament.

Mød skovens konge
Småland & Øland har den laveste befolkningstæthed i Sydsverige og med de mange skove i området, er der mulighed for at møde skovens konge, elgen. Der er estimeret 30.000 elge i Smålands skove. Skulle man ikke støde på dem i naturen på egen hånd, kan de opleves i en af egnens ca. otte elgparker. Ved daggry og i skumringstiden er elgen mest aktiv, fordi det er her, den leder efter føde. Resten af tiden slapper den af i sin hule eller går rundt og hygger sig. En elg kan veje op til 500 kg og i parkerne kan man møde dem ansigt til ansigt. Nogle steder er der endda mulighed for at klappe og fodre de majestætiske dyr. I parkerne lever elgen i sit naturlige habitat og mennesker får lov at komme på besøg og gå på opdagelse – typisk i safaribiler eller med små tog.

På eventyr i trætoppene
De fleste børn elsker at klatre i træer og Embla Träd byder på eventyrlig klatring, hvor man er i et med naturen. Ved brug af seler og sikkerhedsreb kan alle fra 7 år og opefter klatre op i høje træer og fire sig selv ned igen. Det er tilmed muligt at tilbringe en nat i det fri i træerne, hvor man kan overnatte i specialfremstillede hængekøjer. For dem der har brug for lidt mere fart på, byder UpZone på forskellige aktiviteter både i trætoppene og nede på jorden. Her kan man zip line, gå på line, kæmpe med bue og pil eller løse gåder i udendørs Escape Games.
Læs mere om Sverige her.