Orakelnat af Paul Auster

Paul Auster skriver sindssygt godt. Orakelnat er ingen undtagelse. De første 100 sider (bogen er under 200 s.) flyder det i hvert fald smukt. Velskrevet. God historie. Og læseren er spændt på at se, hvordan de forskellige historier ville udvikle sig.

Men hen mod slutningen begynder det at glide. Enden på bogen er så tam og latterlig, at det kommer til at farve den del af historien, der faktisk var værd at læse.
Orakelnat foregår, som så mange af Austers bøger, i New York. Den er bygget op i forskellige rammer, hvilket også er et typisk Auster-greb.
Hovedpersonen i den største rammefortælling er Sidney Orr, forfatter og lige hjemvendt fra et længere hospitalsophold, hvor han i månedsvis svævede mellem liv og død. Hans historie er den store ramme om alt andet i Orakelnat.
I den ramme finder vi mindst to andre rammehistorier, hvor den anden ramme fungerer som ramme om historie nr. tre og så fremdeles. For en almindelig habil læser, skal man i dén grad koncentrere sig om at holde styr på de forskellige rammehistorier. Det var desværre ikke så elegant udført, som man eller kan opleve det hos Auster. Der er tillige så mange lag i de forskellige rammehistorier, at det hele faktisk drukner lidt i stilistiske greb.
En kontorforsyning hjælper hovedpersonen videre i Orakelnat
Sid Orrs historier handler om, hvordan han langsomt kommer sig ovenpå sin sygdom. Den handler om, hvordan han kommer tilbage til at skrive, til at være forfatter. Han bruger sine dage på at tænke på sin kone, Grace og på at besøge deres ven, John Tause. Han bruger også tid på at gå rund i Brooklyns gader, hvor han støder på en gammel kontorforsyning.
Besøget her bliver det spark, han behøver for at komme i gang med at skrive igen.
Den anden ramme er så den historie, som Sid begynder at skrive. Det er en historie om en mand, der uden rigtigt at vide hvorfor, pludselig forlader sin kone og stikker af til Kansas City. Her bliver han venner med en pensioneret taxachauffør, som måske, måske ikke kan være nøglen til hvordan han kommer videre i sit liv.
Og den tredje ramme er den historie, som foregår i den bog, som manden i Kansas City læser. Den handler om en blind mand, der har overlevet Anden Verdenskrig. Ja, det er ligeså forvirrende at læse,  som det er beskrevet her.
Men ikke mere forvirrende end at læseren trods alt godt kan holde de forskellige historier ud fra hinanden. Det er bare ikke en bog, man skal lægge fra sig i for mange dage ad gangen.
Sids fodnoter
Hele vejen gennem bogen skriver Sid fodnoter, der forklarer forskellige ting. Det kan være ting, der er sket i hans liv, på hans arbejde, om hans kone med mere. Fodnoterne er velskrevne, men ofte spreder de sig over 3-4 sider, så man skal bladre frem og tilbage. Det virker til sidst lidt fjollet.
Efter at alle de her forskellige historier er blevet lagt frem, blafrende i vinden, var det en vanvittig skuffelse, at slutningen var så tam, som den var. Det er ikke fordi, hver eneste bog  skal have en krystalklar slutning, og det er også meget fintat skulle tænke lidt over tingene selv. Men Orakelnats slutning er irriterende.
Mere om Paul Auster her.
Køb bogen på for eksempel saxo.com.
Indlægget er oprindeligt skrevet d. 16. februar 2009. Opdateret med nye links d. 6. april 2019.

2 Kommentarer on “Orakelnat af Paul Auster

  1. Jeg skal altså have gang i Auster!!! Det er simpelthen for dårligt 😉

    Der er en del reklame i de franske medier for hans seneste bog, men jeg kender ikke den engelske titel. Jeg vil nu nok læse ham på engelsk… og mon ikke man skal starte med NY trilogies?

    Det er absolut sat på ønskesedlen efter din flotte anmeldelse af ham!

  2. Jeg er stort set enig i din vurdering af Orakelnat. Jeg var heller ikke vanvittig imponeret af slutningen – og fordnoterne irriterende mig også mere og mere, selvom jeg sagtens kan se pointen med dem.

    Det er lang tid siden jeg for alvor er blevet fanget af en Auster-bog. Jeg læser alt der kommer af ham, men jeg må indrømme at alt siden “Book of Illusions” (Illusionernes bog) har efterladt mig ret kold. Jeg frygter lidt at manden har mistet sit touch og at hans kone (Siri Hustvedt) har overhalet ham indenom.

    Moon Palace, Leviathan, New York-trilogien, Book of Illusions: Vidunderlige og fantastiske bøger. Desværre bliver der længere og længere imellem de gode indslag hos forfatteren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.