Oplevelser i Geneve. Drømmer du om en tur, der inkluderer både natur, historie, gastronomi og pulserende storbystemning, er schweiziske Geneve et godt bud. Byen, der ligger lige ud til Geneve-søen og har udsigt til Mont Blanc, byder nemlig på oplevelser for enhver smag. Her er ti ting, du ikke må gå glip af, når du besøger Geneve.
1. Lokale kunstnere og gallerier
Kunstinteresserede må ikke snyde sig selv for et besøg i området Quartier des Bains, der huser 15 forskellige, små gallerier med fokus på lokale artister. Tre aftener om året vækkes området særligt til live, når der afholdes Nuit des Bains – et “åbent hus”-arrangement, hvor alle gallerier og museer slår dørene op, så forretningsmænd, studerende og kunstentusiaster kan gå fra galleri til galleri, side om side og med et glas vin eller en øl i hånden. Arrangementet fandt sted den 24. marts og de to restende aftner er hhv. den 12. maj og den 15. september.
2. Cykeltur langs vinmarkerne
Et kvarters cykeltur fra den pulserende midtby kan man cykle langs vinmarkerne og besøge små gårdbutikker og lokale vingårde. Det er oplagt at afsætte en eftermiddag til at nyde naturen, mens man cykler fra vingård til vingård for at prøvesmage de lokale druer. Information om cykeludlejning kan findes på turistrådets hjemmeside. Vingårdene kan også besøges med de lokale busser. Læs mere her.

3. Den italienske bydel
Bydelen Carouge, der ligger en kort sporvogns-tur fra Geneves centrum, er som en landsby midt inde i byen. Med huse i middelhavsstil, hemmelige haver og et populært lokalt marked, omtales Carouge ofte som byens “mini-Italien”. Besøge de lokale landmænd og producenter på markedet, der finder sted på torvet hver anden onsdag og lørdag. Og husk også at sætte tid af til at udforske områdets små specialbutikker og hyggelige cafeer. Mere info her.

4. Stå på paddleboard på Geneve-søen
Geneve-søen er med sin naturskønne beliggenhed og rolige vand et oplagt sted at stå på paddleboard. Og det kan også lade sig gøre selv i årets mindre varme måneder. Man kan nemlig – sammen med paddleboardet – leje våddragter flere forskellige steder langs bredden. Her kan man nemt få mange timers sjov til at gå med at padle rundt. Naturligvis mens man nyder den uforstyrrede udsigt over Jet d’Eau, det ikoniske springvand midt i søen.

5. Børnevenlig offentlig strand
Den offentlige strand Eaux-Vives ligger ud til Geneve-søen og er ca. 400 meter lang. Stranden består primært af fint sand, men små sten er blandet ind for at forhindre sandet i at blæse rundt. Det gør stranden særligt populær for børnefamilier. Der er flere små kiosker langs stranden, som sælger enkle måltider, is og drikkevarer. Ved siden af stranden finder man også en helt ny park med mere skygge.
6. Se byen fra kirketårnene i St. Pierre-katedralen
En af de bedste måder at se en ny by på er ved at se den ovenfra. Fra St. Pierre-katedralens to kirketårne får man nemt det fulde overblik over byen og søen. Er det solskinsvejr, bør man gå op i det sydlige tårn, hvor den udendørs balkon byder på skøn udsigt over byen. Er vejret køligt, er det mere lukkede nordlige tårn bedre. Her kan man inde fra tårnet nyde den skønne udsigt over Geneve.
7. Fordyb dig i urmagerkunsten
Geneve er kendt som fødestedet for luksuriøs urmagerkunst, hvilket man tydeligt fornemmer, når man går en tur gennem byen. Her er både et væld af butikker, interessante museer og værksteder, hvor besøgende inviteres indenfor for at opleve urmagerens håndværk. Man kan bl.a. følge kortet fra Geneva Watch Tour, som guider en rundt mellem byens mange oplevelser med fokus på ure. Nogle butikker tilbyder også muligheden for, at man selv kan få lov til at få fingrene i mekanikken. For eksempel at prøve at adskille og samle et ur. Se mere om ure og Geneve her.
8. Afslapning i kurbadet ved Bains de Paquis
Kurbadet ved Bains de Paquis blev bygget i 1930’erne og siden da har det været velbesøgt af både lokale og tilrejsende, som trænger til et par afslappende timer. Om sommeren er den udendørs pool åben hver dag og entreprisen er 10 CHF (cirka 72 kr). Om vinteren er poolen lukket, men man kan i stedet nyde både sauna, hammam og tyrkisk bad fra 20 CHF (cirka 145 kr).
9. Traditionel ostefondue
Mad er også oplevelser i Geneve. Restaurant de l’Hôtel-De-Ville er blandt de lokales favoritter, når menuen står på klassisk, schweizisk ostefondue. Vil man lave sin egen ostefondue, kan man på Restaurant Edelweiss selv prøve kræfter med at mikse de forskellige oste. Selvfølgelig under kyndig vejledning af stedets kok. Læs mere her og her.

10. Chokolade-workshop
Schweizisk chokolade er verdenskendt for sin høje kvalitet, og på en chokolade-workshop kan chokoladeelskere i alle aldre lære mere om fremstillingen af den populære spise. Den historiske chokoladebutik Chocolaterie du Rhône, der har ligget i Geneve siden 1875, afholder workshops og smagninger for både børn og voksne.