Off the beaten track i Florida

Off the beaten track i Florida behøver ikke være kedeligt. Snarere tværtimod, for Florida har mange andre ting at byde på end Disney World og Miami. Billedet øverst er fra Martin County Office for Tourism and Marketing.

Men! Lad os lige slå fast med det samme: Der er absolut intet i vejen med de kendte Florida-destinationer og attraktioner såsom Miami, Miami Beach, Orlando, Disney World, St. Augustine med mere. Det er alt sammen fede steder at besøge, og vi elsker dem! Og er det første gang, man er i Florida, er det sikkert også de destinationer, man kigger på først. Det giver god mening.

Men har man god tid i Florida på for eksempel et roadtrip eller er det anden eller måske tredje gang, man besøger staten, er det helt oplagt at finde nye veje. Måske bare på en dagstur eller tre.

Over hele staten finder du nemlig småbyer og naturområder med masser af muligheder for et par dage eller mere off the beaten track i Florida. Udover de tilfældige møder med befolkningen, kan du være sikker på at der er aktiviteter for de fleste, fede steder at spise, dejlige steder at bo og masser natur at se på.

Off the beaten track i Florida

Martin County

85 km – eller et par timers kørsel – nord for Miami ligger området Martin County. Området er kendt for de smukke strande, mange og store grønne områder og en hel del kulturelle attraktioner.

Mellem Hobe Sound og Tequesta finder man Jonathan Dickinson State Park. Parken dækker et areal på over 6000 hektar og er dermed den største af sin slags i det sydøstlige Florida. Her er både fyrretræsskove, flodsumpe og mangroveområder.

Tager du en tur til St. Lucie Inlet Preserve State Park, vil det med garanti føles som at være kommet meget, meget langt væk. Du kan kom komme hertil ad vandvejen, så husk at leje en kajak, kano, paddleboard eller hop om bord på en båd.

Nu vi er ved aktiviteter på vand, så er Scenic Blueway Trail også et sikkert hit for vandhunde i alle aldre. Ruten består af over 60 km vandveje i de to flodsystemer Indian River Lagoon og St. Lucie River. Indian River Lagoon strækker sig mellem Jensen Beach og Hobe Sound og St. Lucie River fra Halpatiokee-området til St. Lucie Inlet. Der er otte forskellige steder på ruterne, hvor du kan sætte kano, kajak eller andet i vandet.

Paddleboarding i Martin County, Florida. Foto: Martin County Office of Tourism and Marketing.

West Volusia County, Florida

West Volusia County består af 14 mindre samfund med en blandet buket af attraktioner. Countyet ligger mellem Orlanda og Daytona, omkring 4 timers kørsel plus/minus fra Miami.

Wings of the West er en rute, som tager dig gennem en lang række sjove attraktioner. Fra spændende vægmalerier over lillebyen DeLand til levende historie i Barberville Pioneer Settlement.

Der er mange, som kommer til West Volusia for at se de store søkøer, der holder til her. Området DeLeon Springs er et perfekt sted at svømme og snorkle, mens Blue Spring State Park  er refugium og vinteropholdssted for søkøer.

Du kan også udforske andre dele af West Volusia Countys naturområder. I Lyonia Preserve kan du opleve forskellige fugle. Det samme gør sig gældende i Lake Woodruff National Wildlife Refuge, hvor der er marskområder, sumpe, bække, flade områder og højdedrag.

Cyklister kan komme ud på flotte ture på ruterne Spring-to-Spring Trail og East Central Rail Trail, selvom de faktisk ikke er helt færdige (forår 2020) endnu. De to ruter er en del af det store St. Johns River to Sea Loop, som også er et must for cyklister, uanset om man er den tilbagelænede eller den mere aktionprægede cyklist.

Off the beaten track Florida
Blue Spring i West Volusia County i Florida er tilholdsted for søkøer. Foto: Save The Manatee Club.

Northwest Florida

Her skal vi op i Floridas håndtag – The Florida Panhandle – tæt på delstatens hovedstad Tallahassee. Her finder du nogle rigtig flotte statsparker, ligesom landskabet heroppe er fyldt med floder, bække og andre vandveje.

Der er virkelig mange steder at vælge imellem i denne del af Florida. For eksempel Bald Point State ParkDeer Lake State ParkGrayton Beach State ParkSt. George Island State Park og Topsail Hill Preserve State Park .

Du kan svømme, snorkle, fiske, dykke, se vilde dyr og meget mere i det nordvestlige Florida. Tjek listen over oplevelser på området officielle hjemmeside Explore Northwest Florida. Her finder du også beskrivelser af mange andre attraktioner og aktiviteter.

Off the beaten track Florida
Dead Lakes ligger off the beaten track i Gulf County i det nordvestlige Florida. Foto: PR.

Washington County

Langs Interstat 10 – midtvejs mellem byerne Pensacola og Tallahassee, ligger Washington County. Igen er det naturen, der er i højsædet i denne del af Florida. Her er skove, som er velegnede til vandreture og camping, for eksempe Falling Waters State Park. Det er også i denne park at du finder Floridas højeste vandfald (deraf navnet).

Tæt på Falling Waters ligger  Pine Log State Forest med kilometer efter kilometer af vandre- og rideruter. Og hvis du ikke er helt sikker på hestryg, kan du få ridetimer hos Sunshine Riding Trails.

Husk også at besøge byen Chipley, som er et godt udflugtsmål for en enkelt dag. Byens  South Third Street er et historisk distrikt med 13 historiske huse. Her kan du se nogle af de bedste eksempler på den arkitektoniske stilart Queen Anne Victorian style i hele Florida. For dem, der er meget historieinteresserede kan man tage en tur til en af de ældste kirker i staten, Moss Hill Church.

Hvad med at bruge nogle dage af ferien i Florida på hesteryg? Foto: Washington County Tourist Development Council

1 Kommentar on “Off the beaten track i Florida

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.