Oak Alley Plantation

Besøg på Oak Alley Plantation i Louisiana uden for New Orleans. Den kvindelige guide, der viser os rundt på Oak Alley Plantation er meget energisk og positiv. Hun ved en masse om huset, dets ejere gennem tiden og selvfølgelig også husets historie. Det kan vi ikke sætte en finger på overhovedet. Men da hun kommer til fortællingen om slaverne på plantagen, bliver det hele meget forherligende.

Plantager i Louisiana

De amerikanske sydstater er fantastiske at besøge, fyldt med historie, historiske bygninger, gamle byer, store byer, sumpområder og ikke mindst Mississippifloden.

Den flyder gennem flere stater, herunder Mississippi, Tennessee og Louisiana.

Langs med floden blev der fra ca. midten af 1700-tallet anlagt en række store plantager med sukkerrør, ferskner og andre afgrøder. Her byggede plantageejerne store huse til deres familier.

Mange af de gamle plantageejendomme er forlængst forsvundet, men nogle af dem er blevet restaureret og står endnu. Det gælder bl.a. Oak Alley, der med sin berømte egetræsallé nærmest står som billedet på den klassiske Borte med blæsten-sydstatsplantage. Vi tager på besøg på Oak Alley Plantation for at opleve noget af den gammeldags sydstatsstemning.

Besøg på Oak Alley Plantation
De første egetræer på ejendommen blev plantet mellem 1725 og 1750.
Besøg på Oak Alley Plantation: hovedhuset ses med guide

Du kan sagtens gøre et besøg på Oak Alley Plantation på egen hånd. Her kan du gå rundt i haverne og se mindre udstillinger på området.

Men hvis du vil ind at se selve hovedhuset, må du gå med på en guidet tur – det er ikke tilladt for besøgende at gå rundt i huset selv.

Det gør egentlig heller ikke så meget. Guiderne ved hvad de taler om. Vores guide var klædt flot på som en ægte Southern Belle, og hun formidler husets historie godt. Hun fortæller om de forskellige rum, møblerne, malerierne på væggene og ikke mindst husets beboere.

Guiderne bærer tøj, der passer til plantagens storhed og den tid, de fortæller om.
Historier uden rigtigt bid i

Der er dog ikke rigtig bid i historierne, som alle har et meget positivt anslag. Særligt når husets beboere gennem tiden bliver omtalt, er det med nærmest ærefrygt i stemmen. Som om forlængst afdøde var med på besøg på Oak Alley Plantation og stod og lurede på, om deres minde nu blev sværtet til. Det gør historierne alt for glatte, både om dem, der boede i det store hovedhus og om dem, som tjente herrerne.

Det er ret irriterende at høre på, for ingen af gæsterne denne dag tror på, at samtlige beboere i huset har været lige fantastiske – og slet ikke under slaveriet. Det virker faktisk som om, guiden har berøringsangst. Eller også har hun fået et opdrag om, at hun ikke skal tale om slaveriet, men forbigå det så meget som muligt i tavshed. Vi er selvfølgelig ikke kommet på plantagebesøg for at blive gjort i dårligt humør, men vi bliver desværre heller ikke ret meget klogere på hverken plantageejere eller slaver.

Slaveri

Sydstaterne og de store plantager er uløseligt forbundet med slaveri. Og det er da heller ikke fordi, at guiderne på et besøg på Oak Alley Plantation forsøger at knibe sig helt uden om denne del af historien.

Man har blandt andet restaureret slavekvarterne, hvor det har været muligt, og en videnskabelig afdeling tilbyder forskere at undersøge alle forhold om slaveriet netop her.

Oak Alley har databaser med alle de oplysninger, de har kunnet finde om de slaver, der blev holdt her.

Alligevel omtalte vores guide slaveriet på Oak Alley i næsten positive vendinger. Blandt andet blev det fremhævet, at “slaverne havde det godt” på plantagen og lignende.

Det kan meget vel være, men guidens fortælling på vores besøg på Oak Alley Plantation begyndte at føles noget utroværdig, og det var både irriterende og list urovækkende. Du kan læse mere om slavedatabasen her.

De grimme sider bliver taget op nu

Siden vores besøg er der dog sket noget. Vi har talt med folk fra plantagen og desuden hørt fra gæster, der har besøgt den siden vi selv var der. Den glatte fortælling om slaveriet på plantagerne er nu ændret. Flere og flere plantager gør sig umage med at fortælle om slaveriet ud fra fakta og uden at strø sukkerglasur ud over plantageejernes gerninger. Det gør fremstillingerne ved for eksempel et besøg på Oak Alley Plantation noget mindre poleret. Desuden har næsten alle plantager efterhånden droppet kostumerne.

Besøg på Oak Alley Plantation
Detalje fra Oak Alleys hovedbygning. Huset er omgivet af træer, buske og græsplæner.
Oak Alley Plantation ligger i Vacherie

Oak Alley ligger ved den lille by Vacherie, ca. 90 km fra New Orleans. Der ligger adskillige plantager i området, så hvis besøg på Oak Alley Plantation ikke er nok, kan du nemt finde flere plantager på samme tur. Husk også at læse de artikler, vi har skrevet om New Orleans. Tag for eksempel et kig på spøgelsesturen, du kan komme på eller bliv inspireret til et skønt hotel tæt på Bourbon Street. Du kan også lade dig inspirere af denne artikel, som handler om oplevelser i New Orleans.

Oak Alley Plantations hjemmeside finder du her.

Ikke den eneste plantage

Oak Alley er ikke den eneste plantage i området. Langs hele River Road kan du finde gamle sukkerplantager, og mange af dem er åbne for publikum. På flere af dem kan man også booke overnatning. Og hvis du kommer forbi Whitney Plantation kan du opleve en helt særlig plantage. Her har man nemlig valgt udelukkende at se historien fra slavernes side. På de andre plantager er der historier fra både herrer og slaver. Whitney Plantation har også et fint museum, man kan besøge inden turen rundt på plantagen.

Man skal have en bil eller være på en arrangeret tur, for eksempel fra New Orleans, for at opleve plantagerne. Der er ikke offentlig transport ud til River Road. Til gengæld er der ofte mulighed for at få noget at spise på plantagerne, og som sagt også gode overnatningsmuligheder.

Litteratur om Sydstaterne

Sydstaterne har altid inspireret forfattere, og på denne liste fra Litteratursiden, kan du finde inspiration til at læse romaner, der foregår i Sydstaterne. Vi har også selv blogget om sydstatsbøger. Se for eksempel vores omtaler af Lille mands død af Daniel Woodrell her, Bastard out of Carolina af Dorothy Allison her og Hjertet er en ensom vandrer af Carson McCullers her.

Indlægget er oprindeligt udgivet 26. juli 2016. Det er opdateret flere gange med nye oplysninger, blandt andet om, hvordan man omviser på plantagerne. Seneste opdateret 23. maj 2022.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.