Nyt hotel i Vejle. I begyndelsen af april slår den internationale hotelkæde B&B HOTELS dørene op til sit første hotel i Danmark – i Vejle. Hotellet bliver ligesom de øvrige af brandets knap 700 hoteller kendetegnet ved at kombinere enkelhed, effektivitet, design og komfort. Selskabet forventer at åbne flere danske hoteller i de kommende år. Det fremgår af en pressemeddelelse fra tidligere på måneden (marts 2023).
Den internationale hotelkæde B&B HOTELS, der har næsten 700 hoteller i 15 lande, åbner i starten af april sit første hotel i Danmark.
Hotellet, der får adresse i centrum af Vejle, skal appellere til både forretningsrejsende og turister på jagt efter høj komfort og god standard til en fair pris. Kodeordene i B&B HOTELS’ koncept er enkelhed, effektivitet, design og komfort – med et individuelt touch.

Det første danske hotel
Kædens første danske hotel får 77 værelser – herunder ni familieværelser, tre handicapvenlige værelser og 42 komfortværelser. Alle gæster kan nyde godt af gratis wi-fi, tv, aircondition og lydisolerede vinduer. Morgenmaden serveres som en mini-buffet, hvor gæster selv kan vælge, om de vil spise maden i lobbyen eller tage den med på tur.
Planer om flere danske hoteller de kommende år
B&B HOTELS har i dag 360 hoteller i Frankrig, 160 i Tyskland, 55 i Italien, 44 i Spanien og en række hoteller i bl.a. Portugal, Polen, Schweiz, Østrig, Belgien og Brasilien. Og nu sætter brandet kurs mod Danmark.
“Danmark er et populært rejsemål både til fritids- og forretningsrejser. Derfor ser vi stort potentiale for vores hotelprodukt her. Vi glæder os til at tilbyde vores internationale gæster høj standard og værdi for pengene i Danmark, når vi åbner det første B&B HOTEL i Vejle til april. Hotellet er et vigtigt trin i vores ekspansionsstrategi. I de kommende år planlægger vi at lancere yderligere hoteller i Danmark for at udvide vores tilstedeværelse på markedet”, siger Max C. Luscher, administrerende direktør for Central- og Nordeuropa hos B&B HOTELS.
Omdefinerer hotelstandarder med fokus på værdi for pengene
B&B HOTELS har de seneste år omdefineret hotelbranchens standarder inden for konceptet “value for money”. Alle brandets hoteller er kendetegnet ved moderne udstyr, høj gæstfrihed samt et attraktivt forhold mellem produkt og pris. Dermed tilbyder hotelgruppen et unikt tilbud til dem, som rejser på budget og samtidig værdsætter kvalitet. B&B HOTELS drives med fokus på funktionalitet og enkle processer.
Med et nyt hotel i Vejle for den prisbevidste, er der endnu en god grund til at besøge den smukke, jyske by.
Har du lyst til at læse lidt om, hvad Danmark ellers kan tilbyde som ferieland, så tjek dette indlæg ud. Det er skrevet under coronapandemien, men er stadig helt aktuelt.