Fire unikke naturoplevelser på Mallorca

Naturoplevelser på Mallorca. Mallorca byder foruden solrigt vejr og smukke strande også på en lang række naturoplevelser. Blandt andet cykling og vandring i en UNESCO-nationalpark, øens efter sigende hårdeste vandretur gennem en lang kløft samt fuglekiggeri i et beskyttet vådområde.

Mange forbinder sandsynligvis primært feriefavoritten Mallorca med sol, strand og sangria. Men øen har også både spændende kultur og storslået natur. Grundet sin placering har øen nemlig mange forskellige naturområder med stor biodiversitet. Mange af områderne er desuden beskyttede. Eksempelvis er 20 pct. af øen en del af Natura 2000. Det er betegnelsen for et EU-netværk af beskyttede naturområder, hvor nogle af Europas mest sjældne og truede plante- og dyrearter findes.

UNESCO-park med fyrreskove og bjerge

Nationalparken Serra de Tramuntana strækker sig over 62.000 hektar til lands og 1.000 hektar til vands, hvilket gør den til det største beskyttede areal på øen. Her kan man gå på opdagelse igennem fyrreskove, vandre eller cykle op og ned ad bjerge på mere end tusind højdemeter og nyde udsigten fra stejle klipper. Ligesom man kan finde kalkovne og andre etnologiske genstande i området. Parken blev i 2011 sat på UNESCOs verdensarvsliste.

Naturoplevelser på Mallorca
Mallorcas hårdeste vandretur ender sådan cirka her. Foto: PR.

Måske Mallorcas hårdeste vandretur

I byen Sa Calobra på øens nordvestkyst finder man en af de mest imponerende naturområder på hele Mallorca. Og måske øens hårdeste vandretur: Torrent of Pareis. Her kan man vandre tværs gennem en tre kilometer lang kløft omgivet af op til 200 meter høje vægge, indtil man når kløftens udløb på en stenstrand ud til Middelhavet. De helt særlige biologiske og geologiske egenskaber med en lang række flora og fauna gør området helt unikt.

Den drageformede ø

Øen Sa Dragonera, som er beliggende ud for Mallorcas sydvestlige kyst, blev i 1970’erne et symbol på kampen for naturbevarelse. Det skete da øen – som oprindeligt var hjemsted for mange fugle og krybdyr – blev opkøbt for at blive omdannet til turistø med kasinoer, restauranter og store hoteller. Det fik en gruppe miljøaktivister og naturbeskyttere sat en stopper for, og til sidst tilbagekøbte den baleariske regering øen for at frede den permanent. Foruden sit spektakulære bjergrige og robuste landskab med imponerende klipper med udsigt over havet er øen i dag også kendt for sin ikoniske form, der ligner en sovende drage. Nationalparken Sa Dragonera er en del af EU’s Natura 2000 og inkluderer også et stort havreservat. Nationalparken hører absolut med til naturoplevelser på Mallorca.

Naturoplevelser på Mallorca
Isla Dragonera. Foto: PR.

Naturreservat for fuglekiggere

S’Albufereta ligger i Pollença-bugten på den nordlige del af Mallorca og er et kystnært vådområde med stor ornitologisk interesse. Området er nemlig et populært pitstop for trækfugle, der kommer hertil for at hvile og finde føde både forår og efterår. Det beskyttede område, der dækker omkring 200 hektar, omfatter bl.a. to laguner, en strand og flere kanaler, vandløb og klitter.

Om Fundació Mallorca Turisme

Fundació Mallorca Turisme er Mallorcas turistråd og ansvarlig for at markedsføre Mallorca som rejsemål. Det er en offentlig non-profit-enhed integreret i øens regering, Consell de Mallorca. Formålet er at arbejde for øens turismefremme, oprettelse af nye turismeprodukter, forvaltning af turismeservices generelt og andre aktiviteter, der markedsfører øen som rejsemål.

Blandt organisationens aktiviteter er bl.a. nationale og internationale møder og messer, at brande Mallorca som en attraktiv destination til filmproduktioner via Mallorca Film Commission samt at indgå samarbejder med forskellige turismeaktører for at markedsføre og konsolidere øens forskellige turismeprodukter.

Læs mere her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.