Mindretalsmuseum genåbner efter stor renovering og udvidelse

Mindretalsmuseum i Sønderborg genåbner. Det skriver Tysk Turist Information i en pressemeddelelse d. 20. juli 2020. Deutsches Museum für Nordschleswig i Sønderborg åbner den 7. august efter ombygning og udvidelse til 30 millioner kroner. Det bliver et historiefortællende hus.

Det ombyggede mindretalsmuseum i Sønderborg skulle oprindeligt have åbnet den 11. juli, men man var nødt til at udsætte det på grund af COVID-19. Den 7. august skulle det så være sikkert og vist, at dørene slås op, og den danske kulturminister, Joy Mogensen, vil deltage, ligesom den tyske minister for uddannelse, videnskab og kultur i delstaten Slesvig-Holsten, Karin Prien, vil være der.

Et hus, der fortæller historier

Det er ikke bare de ydre mure, der vil se anderledes ud, når gæster fra den 7. august besøger museet. Museet vil nemlig ikke længere blot være et klassisk museum men et historiefortællende hus, hvor den digitale formidling er central. Det gennemgående tema er naturligvis stadigvæk ’det tyske mindretals historie og kultur’.

På det nye museum ønsker man, at besøgende skal have indblik i, hvordan mindretallet ser på – og oplever – verden og tingene i området. Ambitionen er også at nedbryde fordomme, så alle interesserede får en bedre forståelse for det tyske mindretals plads i Sønderjylland.

Den gamle museumsbygning genbruges, men herudover tages en helt ny bygning i brug, hvor man i disse dage er ved at færdiggøre det sidste. Den gamle museumsbygning er altså blevet renoveret, mens der er blevet bygget en ny museumsbygning ved siden af, så Deutsches Museum für Nordschleswig får mere plads til gæster og udstillinger.

Omdrejningspunktet på den permanente udstilling i den gamle bygning vil være de digitale fortællinger. I stueplan går man gennem det tyske mindretals historie i flere rum. Den nye bygning har to rum, som vil blive brugt til særudstillinger.

Museet er lige nu i den afsluttende fase, hvor bygningen endeligt indrettes, og udstillingen finpudses. Det bliver meget spændende at se, når det nye mindretalsmuseum genåbner.

Det er blandt andet Bitten og Mads Clausen Fonden, som har støttet millionbyggeriet.

Baggrund om Mindtretalsmuseum i Sønderborg: DEUTSCHES MUSEUM NORDSCHLESWIG

Haus für deutsche Geschichte und Kultur in Nordschleswig er etableret i 1986. Opgaven var at samle, bevare og udstille genstande, der kunne gøre os klogere på det tyske mindretal, tysk identitet og kultur i Sønderjylland. Samlingen blev indviet i 1988 på ganske lidt plads på Ringridervej, og i begyndelsen af 1990’erne fik man nye lokaler i det tyske biblioteks bygning på Rønhaveplads i Sønderborg. Deutsches Museum Nordschleswig blev genåbnet i maj 1992, og stedet gennemgik også en grundlæggende udstillingsrevision i 2004/ 05.

Har du lyst til at opleve Tyskland, så læs for eksempel med her, hvor vi har skrevet lidt om Slesvig-Holsten.

Og her kan du læse mere om Rejselandet Tyskland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.