Mad i Mississippi. Byen Corinth, der ligger i det nordøstlige hjørne af Mississippi er et sted, man først og fremmest kommer forbi som interesseret i Den amerikanske borgerkrig. Og det skal man blive ved med. Men byen har også flere skønne restauranter. Dem kigger vi lidt nærmere på her.
Pizza Grocery
Pizza Grocery har ligget i Corinth siden 2006 og er en af byens favoritrestauranter. Her blander chefkokken det italienske og uforlignelige køkken med den varme sydstatsgæstfrihed og serverer pizzaer, sandwich, pasta, salater og gourmetforretter. Restauranten er hyggelig for både par, familier med børn og venner, der er ude at spise og hygge sig.
Bygningen, som restauranten ligger i, blev rejst i 1920’erne, og indtil 1980’erne lå der en større grossistvirksomhed på stedet. I 2002 købte en lokal Corinth-familie bygningen. De ønskede at åbne en restaurant, og efter store ombygninger åbnede Pizza Grocery 2006. Og det har været en succes fra begyndelsen.

Vicari Italian Grill
Corinth har en charmerende bymidte, som sagtens kan måle sig med større byers mere fancy downtown-distrikter. Her finder du nemlig Vicari Italian Grill, en elegant restaurant, der også excellerer i det italienske køkken. Man bliver lidt overrasket over finde et så forfinet køkken i en så relativt lille by. Navnet Vicari stammer fra en anden lille by i Palermo-området på Sicilien, som også hedder Vicari.
Smith Downtown
Hos Smith Downtown er der åbent til frokost og middag. Weekenderne byder ofte på livemusik, og fra balkonen kan du sippe cocktails og se ud over downtown Corinth. Det er her, du svinger forbi, hvis du trænger til store portioner: salater, kyllingevinger, burgere, steaks. Og sydstatsklassikere såsom Shrimp’n’Grits, kylling, friturestegt fisk eller husets specialitet: Beef House Sandwich. Husk at gemme en smule plads til crème brulee, brødbudding eller Mississippi Mud Pie.

Restauranten ligger i en gammel bank. Og historien går, at den i 1874 var udsat for et bankrøveri af fem røvere, hvoraf den ene menes at have været den berygtede Jesse James. Banden slap af sted med over 15.000 dollars, guldure, diamanter og andre værdisager. Bankdirektøren og en ansat blev såret, men eneste døde var en hund.
Borroum’s Drug Store and Soda Fountain
Ude efter en hurtig bid? Så smut forbi Borroum’s Drug Store and Soda Fountain. Det er den ældste, stadig eksisterende drugstore i staten. Det er også her, du kan få den famøse slug-burger (snegle-burger), hvis historie går tilbage til Depressionen.
Dengang var pengene små – for at sige det mildt – for mange amerikanske familier, og folk var desperate. For at spare på det dyre, hakkede oksekød, blev det blandet med en lang række andre ingredienser. For eksempel mel, sojabønner, ja, alt, hvad man lige kunne finde for at strække kødet. Burgeren blev stegt som normalt, pyntet som normalt med sennep, pickles og løg, men den kostede kun en nickel. En nickel blev dengang kaldt en slug (snegl), og derfor kom burgeren til at hedde en slugburger. Men bare rolig – der er ikke blandet hakket snegl i kødet – og det var der heller ikke dengang.

Læs mere om Corinth her, hvor du også kan finde flere restauranter, seværdigheder og meget andet.
Vi har skrevet flere artikler om mad i Mississippi og sydstaterne generelt. Læs for eksempel her om madfestivaler i området.