Nu kickstartes kulturfestivalen “Antwerp Baroque 2018. Rubens inspires”
Den 1. juni begyndte kulturfestivalen “Antwerp Baroque 2018. Rubens inspires” i Antwerpen, der er den mest karakteristiske barok-by i de forhenværende Nederlande.
Under kulturfestivalen sætter byen alle sejl ind på et dristigt og overdådigt program, hvor den gamle barok møder den nye. Kunstneren Rubens, der er en af Antwerpens mest berømte indbyggere gennem tiden, skabte byens fornemme, udtryksfulde barokstil allerede i det 17. århundrede. Siden da har Rubens været inspirationskilde for både kunstnere, kokke, modedesignere og arkitekter. I dag, 400 år efter Rubens’ tid, kommer folk fra hele verden stadig til Antwerpen for at skabe kunst og mærke byens autenticitet.
Under Antwerp Baroque, der begynder 1. juni og varer året ud, kan besøgende opleve en uventet og kontrastfuld side af Antwerpen, der er både moderne og uraffineret – og historisk og nutidig. Rubens’ værker og liv kan opleves i fem forskellige kirker i byen samt i hans hjem og atelier; det populære Rubens House. Samtidig er der i forbindelse med festivalen mulighed for at opdage nye, internationalt anerkendte barok-mestre fra Antwerpen som fx Jan Fabre og Luc Tuymans.
Læs mere om Rubens’ hus her.

Flandern fejrer sine flamske mestre
De kommende tre år (2018-2020) fejrer Flandern i det nordlige Belgien sine flamske mestre, Rubens, Breugel og van Eyck, der var aktive i det 15., 16. og 17. århundrede, med nye museumsåbninger og ekstraordinære udstillinger, events og festivaler i Antwerpen, Bruxelles og Gent. Her får besøgende mulighed for at gå i kunstnernes fodspor og opleve, hvor det hele startede.
Michaelina – barokkens førstedame
På en tid med få kvindelige kunstnere var den talentfulde Michaelina Wautier meget succesfuld. Michaelina Wautier var en moderne udgave af Rubens og adskilte sig fra sine kvindelige kolleger ved at udtrykke sig inden for en bred vifte af genrer.
Ud over portrætter og scener fra det daglige liv malede hun også store historiske billeder. Til dato har man identificeret 26 af hendes værker, der alle demonstrerer provokerende motivvalg og overlegen teknik.
Ved at mestre alle genrer i både stor og mindre skala var hun en helt unik og meget alsidig kunstner. Udstillingen “Michaelina” er den første retrospektive udstilling om hende, og den kan opleves på museet MAS på havnen i Antwerpen, den 1. juni-2. september 2018.
Læs om udstillingen her.
Barokken på date med nutiden
På udstillingen “Sanguine Bloedrood. Luc Tuymans on Baroque” på Museum of Contemporary Art i Antwerpen har den belgiske maler Luc Tuymans kurateret et udvalg af værker af både barokkens mestre og nogle af nutidens største kunstnere.
Udstillingen, der kan opleves 1. juni-16. september 2018, ønsker at overvælde de besøgende ved at skabe dialog mellem vigtige barokmalerier af kunstnere som spanske Francisco de Zurbarán og malerier af klassiske samtidskunstnere som On Kawara og Edward Kienholz.
Andre populære kunstnere på udstillingslisten er Zhang Enli og Takashi Murakami. Du kan se mere om den moderne udstilling på Visit Flanderns hjemmeside her.

Barok-gåtur gennem parken
Den anerkendte britiske avis The Guardian har kåret Middelheim Museum som en af Europas 10 bedste statue-parker. Her kan man, omgivet af enorme træer, brede stier og langstrakte græsplæner, komme ansigt til ansigt med store artister som Auguste Rodin, Henry Moore, Panamarenko, Franz West, Erwin Wurm og mange andre.
Parkens permanente udstilling er i sig selv et besøg værd, men i perioden 1. juni til 23. september er der særlig anledning til at slå vejen forbi, når Middelheimpark sætter fokus på barokkens påvirkning af samtidskunsten.
Grotten, labyrinten, dårskabet, springvandet og trompe l’oeil-teknikken er alle barok-karakteristikker, der selv den dag i dag er inspirationskilde for internationale kunstnere.
Se mere her.
Nøgen foto-udstilling
Den 29. juni-7. oktober kan man på fotografimuseet FOMU i Antwerpen opleve en særlig udstilling af hollandske Paul Kooiker, hvis værker er karakteriseret ved observation, voyeurisme, skam og afstand.
Kooiker bruger de gamle kunsttraditioner som udgangspunkt for at stille spørgsmålstegn ved forholdet mellem kunstneren og modellen. Med dette projekt tager han et unikt og bogstaveligt talt enestående spring ind i det 17. og 18. århundredes barokstil.

Her kan du i øvrigt læse om belgiske øl!