Jambalaya med kylling, andouille og rejer

Jambalaya fra Louisiana. Vi har fået denne opskrift på klassisk sydstats-comfort-food fra Louisiana Travel. Jambalaya er en meget populær spise, som inspireret af både det spanske og det franske køkken. Den består af kød, grøntsager og ris, og i en jambalaya fra Louisiana er der også tilsat rejer.

Du kan få alle ingredienser til jambalaya herhjemme, så det burde ikke være noget problem at lave retten i eget køkken. Der er selvføgelig lige det med Louisiana-rejerne. Dem kan man nok ikke få i Danmark. Prøv med en anden type store rejer i stedet.

Bemærk, at denne opskrift er til 12 personer!

Du skal bruge

2 spsk vegetabilsk olie
Et halvt kg andouillepølse skåret i skiver
1 kg kyllingekød uden skind og ben, fx brystfilet, skåret i mindre tern
3,5 dl finthakkede løg
3,5 dl skiveskårede bladselleri
3,5 dl grøn peber skåret i tern
3 fed hakkede hvidløg
7 dl ris
2 dåser hakkede tomater
1 l kyllingebouillon
2 tsk hakket, frisk timian
2 laurbærblade
Et halv kg friske rejer uden skal (eller tarm)
2 tsk salt
1 tsk sort peber
1 tsk røget paprika
½ tsk cayennepeber
2 spsk hakket, frisk persille
Pynt: hakkede forårsløgtoppe

Sådan tilbereder du

Opvarm olien i en stor støbejernsgryde (også kaldet Dutch oven, meget populært til bålmad) og svits adouillepølse og kyllingetern i ca. fem minutter eller indtil kødet har fået en pæn, brun farve.

Jambalaya fra Louisiana
Jambalaya. Foto (c) Louisiana Cookin’ Mag.

Tilsæt løg, bladselleri og grøn peber, og lad det simre i tre minutter eller til grøntsagerne er nogenlunde møre. Rør i gryden ofte. Tilsær hvidløg og rør rundt i 30 sekunder. Herefter tilsætter du risene og lader dem riste med i tre minutter. Risene må ikke brænde på, men må gerne tage en lille smule farve. Rør godt i gryden.

Tilsæt tomaterne og rør rundt indtil væsken fra tomaterne er absorberet. Tilsær så boullon, timian og laurbærblade. Få retten i kog og skru så ned på medium varme. Læg låg på og lad retten simre (må endelig ikke bulderkoge) i cirka 15-20 minutter eller indtil risene er møre.

Bland rejer med halvdelen af salt og peber, paprika, cayenne og persille. Tilsæt reje-blandingen til retten og lad dem koge med i et par minutter eller indtil rejerne er møre. De må ikke koge med for længe.
Smag til med salt og peber og pynt med det grønne fra et par forårsløg. Skal serveres straks.

Rejer er en stor ting i Sydstaterne. Læs mere om det i vores artikel om Alabamas strande, som også kommer ind på netop rejer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.