Ibis Dubai Mall of the Emirates

Vi kan godt lide at bo på lækre luksushoteller, ingen tvivl om det. Også i Dubai. Men Dubai er ikke verdens billigste destination, og hvis du er ude efter at bo helt okay uden at skulle have den store pengepung op, er Ibis Dubai Mall of the Emirates slet ikke noget tosset valg. Vi har lavet et hoteltjek og vi var positivt overraskede …

På denne rejse til Dubai skulle vi være i byen en uge i slutningen af højsæsonen, og det endte med at en færdigpakket rejse med hotel, fly og transport til og fra lufthavnen var det billigste. Vi havde forskellige krav til hotellet udover, at det helst skulle være rimeligt billigt. Turen til Dubai var en arbejdsrejse, og derfor var der ikke brug for at være i nærheden af for eksempel en strand. Til gengæld var der brug for let adgang til Dubais metro og muligheder for at spise inden for rimelig rækkevidde. Desuden var det et krav, at der også var Wi-Fi på hotellet ligesom det heller ikke gjorde noget, at der var mulighed for shopping i nærheden. Endelig gad vi heller ikke bo på rottehulshoteller.

Beliggenhed

Ibis Dubai Mall of the Emirates ligger – som navnet mere end antyder – tæt på det store indkøbscenter Mall of the Emirates. Det er det, med den indendørs skibakke og snelandskabet foruden hundredevis af forretninger i alle prisklasser. Fra hotellet tager det under 10 minutter at spadsere til indkøbscenteret, og så ligger hotellet mellem to metrostationer: Mall of the Emirates og Sharaf DG. Med metroen kom vi let og hurtigt gennem byen – også til Dubai Mall, hvor du tillige finder Burj Khalifa.

Fredeligt kvarter

Kvarteret, som hotellet ligger i, er rimelig fredeligt, selvom den store Sheikh Zayed vej, der skærer gennem hele byen, befinder sig få minutters gang fra hotellet. Der er både restauranter og forretninger i nærheden af hotellet, men det er ikke her, du finder den store gourmetoplevelse eller designerbutikkerne. Dem er der til gengæld masser af i Mall of the Emirates. Nogle vil måske finde kvarteret lidt for stilfærdigt og kedeligt, og vi er tilbøjelige til at give dem ret. Men med metroen og Mall of the Emirates i nærheden, er det ikke svært at finde på noget at lave.

Ibis Dubai Mall of the Emirates ligger i en stille sidegade. Foto (c) Accorhotels.com.

Hotellet

Ibis Dubai Mall of the Emirates er et relativt nyt hotel og er endnu ikke nedslidt. Du kan sagtens se, at du er på et turistklassehotel, da al indretning er ganske enkel. Lobbyområdet med receptionen har siddeområder og støder op til hotellets ganske udmærkede restaurant. Morgenmadsbuffeten er god og der er rigeligt at vælge imellem. Om aftenen er der forskellige temabuffeter, men vi valgte at spise lidt billigere og bedre uden for hotellet. Der lå flere små spisesteder med blandt andet tyrkisk mad, burgere, pizzaer med mere i nærheden.

Der er en fin buffetrestaurant i tilknytning til hotellet. Vi spiste morgenmad på hotellet hver dag. Foto (c) Accorhotels.com.
Foto (c) Accorhotels.com

Værelserne

Vi var rigtig positivt overraskede over værelserne. De var rene og strømlinede med nye møbler og i forhold til prisen også rimelig rummelige. Sengene var gode og Wi-Fi’en (gratis) fungerede upåklageligt. Værelserne er også 100% anonyme, og du kunne i princippet ligeså godt befinde dig i Dublin som i Dubai, hvis ikke du kigger ud, og det er der nok nogle rejsende, der finder lidt ucharmerende. Klientellet var både bryllupsrejsende (!), forretningsfolk og familier med større børn. Der er aircondtion, tv, skabsplads med mere på værelserne og eget badeværelse, som også er rummeligt.

Pæne værelser med gode faciliteter. Foto (c) Accorhotels.com.

Nu var det som skrevet en arbejdsrejse, vi var på, men har du ikke krav om swimmingpool eller adgang til strand, kan vi på alle måder anbefale Ibis Dubai Mall of the Emirates. Vi syntes faktisk, det endte med at være hyggeligt at bo der på trods af den lidt anonyme kædehotel-stemning. Personalet var forholdsvis effektive, selvom de til tider var en lille smule sløve i optrækket.

Priserne varierer

Det er svært at skrive, hvad prisen på et værelse er, da det svinger i forhold til, hvornår du rejser. Højsæsonen fra cirka oktober til april er selvfølgelig dyrest. Et hurtigt tjek viser, at det er muligt at booke værelser til lidt over 500 kr. pr. nat for enkeltværelse og lidt over 700 kr. pr. nat for dobbeltværelse. Nogle gange kan det bedst betale sig at booke direkte på hotellets hjemmeside, andre gange kan det bedst betale sig at booke hotellet som en pakke sammen med flyrejsen. Husk dog, at der er hotelskat i Dubai, som opkræves direkte af hotellet. Hotelskatten er forskellig afhængig af hotellets standard.

Hjemmesiden finder du her.

Ibis Dubai Mall of the Emirates ligger i kvarteret Al Barsha, og adressen er 2 A Street
283825 Dubai. Coverbilledet er Rejseartiklers eget, og det er taget i Dubai Marina.

3 Kommentarer on “Ibis Dubai Mall of the Emirates

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.