The Lexington New York er et pænt Manhattan-hotel, der med sin centrale beliggenhed er i gå-afstand til flere af byens seværdigheder.
Folk ankommer til New York på alle tider af døgnet. Både receptionister, dørmænd og kuffertslæbere har travlt på The Lexington New York. Lobbyen er en myretue af aktivitet med turister, forretningsfolk og nogle, der helt tydeligt skal til US Open tenninsturnering. Måske endda som spillere, for på fortovet uden for hotellet står et par fans og skal have taget selfies med spillerne.
Effektiv betjening i receptionen
Der er høflig og effektiv betjening ved check ind-skranken og vi får hurtigt vores værelse, som ligger på 5. sal. Vi har ikke købt morgenmad hjemmefra i værelsesprisen, og planlægger ikke at spise på hotellet. Det er trods alt New York med spisemuligheder overalt. Receptionisten forklarer dog venligt om tid og sted for servering af morgenmad, hvis vi er interesserede.
Fra den lyse lobby med moderne møbler fører brede gange mod restauranter, barer, elevatorerne og en lille Starbucks. Den er der også adgang til fra Lexington Avenue. Så ved vi, at vi altid kan få en kop kaffe og en sandwich for eksempel til morgenmad. Den åbner allerede kl. 05.00, hvilket viser sig praktisk næste morgen, da vi er oppe særdeles tidligt på grund af tidsforskellen.
Værelset
Vi boede på et standardværelse, som vi ikke på forhånd havde haft nogle særlige forventninger til. Hotelværelser i New York, også på pæne hoteller i den mellemdyre ende, er ofte ganske små og det var vores værelse også.
Men det var ikke skotøjsæske-småt, og kuffert, sko m.v. kunne sagtens være der uden at man følte sig klaustrofobisk. Badeværelset var pænt og nydeligt med badekar og bruser – men også meget småt.
Der var desuden et skrivebord, kuffertbord, natborde, skab med bankboks, strygebræt, strygejern m.v. Sengen var ganske behagelig, om end lidt blødere end hvad vi er vant til. Alt i alt var der ikke noget at udsætte på værelset. Ønsker man at bo sammen med for eksempel et større barn, der ikke skal have eget værelse, vil det nok ikke være det mest ideelle.

Nabolaget
The Lexington New York ligger på Lexington Avenue i Midtown på Manhattan. Indgangen til hotellet er dog på hjørnet af 48. gade og ikke ude fra avenuen. Umiddelbart omkring hotellet ligger en håndfuld restauranter, deli-supermarked og nogle barer.
Fem minutters gang fra hotellet liggerGrand Central Station, hvor der er utallige spisesteder at vælge imellem. Desuden er der heller ikke mere end 15 minutters gang til Times Sqaure. Her er spisesteder og barer og butikker dyrere, men der er meget at vælge imellem.
Chrysler Building ligger på Lexington Avenue tæt på hotellet og kan hele tiden ses, når man spadserer rundt. Den mest kendte skyskraber i New York, Empire State Building, er en lille halv times gang fra hotellet. Men der er også undergrundsbane flere steder i nærheden af hotellet, hvis man ikke vil spadsere hele tiden.

Summa Summarum
Hvis du vil bo godt og centralt på Manhattan uden at være midt i mylderet på fx Times Square, kan vi med sindsro anbefale The Lexington New York. Det er på ingen måde byens billigste hotel, men i forhold til, hvad man ellers får på Manhattan og med så central en beliggenhed, er The Lexington New York et glimrende valg.
Afhængigt af sæsonen og tilbud, man evt. kan opnå ved at købe pakkerejse, kombi-tilbud m.v. koster The Lexington New York ca. 1500 kr. pr. nat pr. september 2017.
Læs mere om hotellet her. Du kan også læse vores artikel om fem klassiske skyskrabere på Manhattan her.
3 Kommentarer on “Hotel The Lexington, New York”