Hotel Les Glaciers, Samoëns, Frankrig

Samoëns er en superhyggelig landsby, som ligger omgivet af bjerge i en lille dal i de franske alper. Du kan besøge Samoëns året rundt, men den er mest kendt som et afslappet skisportssted. Gæsterne er mest franske familier, og her er på ingen måde overrendt, selvom indbyggertallet på kun 1600 vokser betragteligt i skisæsonen. Vi har overnattet flere nætter på det hyggelige Hotel Les Glaciers, der ligger midt i landsbyen …

Det var sommer, solskin og dejlige temperaturer mellem 20 og 25 grader, da vi besøgte Samoëns, men det er ikke svært at forestille sig, at Les Glaciers er endnu mere hyggeligt, når der ligger sne overalt. Hotellet er delvist bygget i træ og emmer af, at du er i Alperne. Vi ved godt, at Heidi er fra Schweiz, men man forventer nærmest, at se hende på hvert gadehjørne i byen eller på tur i bjergene.

Samoëns er omgivet af bjerge på alle sider. Om vinteren er der stor skisportsaktivitet, mens mange vandrere og klatrere besøger byen og området om sommeren. Tinden, der kan skimtes øverst til højre er Mont Blanc.

Central beliggenhed

Les Glaciers ligger midt i byen og der er kun få minutters gang til butikker og restauranter. Så hvis din ferie også skal indeholde lidt shopping og hurtig adgang til at prøve det solide franske bjergkøkken, er Les Glaciers et rigtig godt valg. Det bliver næsten ikke nemmere. Der er også flere barer omkring hotellet, men Samoëns er ikke stedet, hvor du finder hardcore afterski-underholdning.

Fra den lille reception, hvor et afslappet og smilende personale tager imod, er der adgang til restauranten og baren og det er også herfra, trappen op til værelserne på 1., 2. og 3. sal befinder sig. Der er ingen luksus over receptionen, igen er det mere hyggen, der slår os.

Værelserne

Vi boede på et stort værelse, hvor der var rent, pænt og dejligt med plads. Sengene var brede, men meget bløde og knapt så komfortable, som vi kunne have ønsket. Det var dog ikke noget, der berøvede os nattesøvnen. Når man har vandret eller stået på ski en hel dag, betød det trods alt ikke så meget. Nyt badeværelse også med god plads og en kæmpe altan med udsigt over bjerge og landsby giver også plusser i hotelkarakterbogen. Rejseartikler ved godt, at smag og behag er forskellig, men her elsker vi altså træhuse, og det bedste på værelset var væggene af træ. Det gav en skøn autentisk fornemmelse af, at vi virkelig var i Alperne. Og så var det også hyggeligt. Og nå ja, så er der faktisk også en swimmingpool, der er overdækket om vinteren og på dage med dårligt vejr om sommeren.

Værelserne er hyggelige på Les Glaciers.

Morgenmaden

Morgenmaden var fin på Les Glaciers. Der er nok at vælge imellem for dem, der skal have et stort morgenfoder, men du kan også bare nøjes med en friskbagt croissant og en kop kaffe. Croissanterne var dejlige, kaffen kan du få bedre uden for hotellet.

Alt i alt var vi rigtig glade for at bo på Les Glaciers. Der var hyggeligt og rent og personalet var afslappede og flinke. Prismæssigt får du nok ikke et dobbeltværelse for under 1500 pr. nat pr. person i skisæsonen, mens det er et par hundrede kroner billigere uden for sæsonen. Priserne, som vi har tjekket, er med morgenmad.

Rejsen til Samoëns

Hvis du ikke kommer i bil, er den nærmeste lufthavn i Geneve. Herfra kan du tage bus eller taxa eller forudbestille transport videre over den franske grænse og op i bjergene. Det tager lidt over en time at komme fra Geneve til Samoëns, hvis trafikken ikke gør knuder. Særligt på vej ud af Geneve.

Kontakt hotellet
143 Grande Rue
74340 Samoëns
Tel : 04 50 34 40 06
Web

1 Kommentar on “Hotel Les Glaciers, Samoëns, Frankrig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.