Hvert år fra maj til september danner landskabet i det nordlige Skotland bagtæppe for Highland Games: Livlige, farverige fejringer af keltisk kultur med masser af skotske traditioner.

Highland Games Skotland går muligvis helt tilbage til det 11. århundrede, da man havde brug for at finde de hurtigste soldater og budbringere. Den skotske konge Malcolm III fra Canmoreklanen besluttede sig for at arrangere et løb til toppen af Craig Choinnich, en bakke med grantræer tæt på landsbyen Braemar i Aberdeenshire. I dag er ”Games Season” en af de aktiviteter på den skotske kalender, der ses mest frem til. Med traditionelle kilte som påklædning, konkurreres der i løb og stærkmandskonkurrencer som tovtræk, kuglestød og ”caber tossing” (kast med en 6 meter høj og 80 kilo tung træstamme). Man siger, at caber tossing kommer fra skotske skovhuggere, der transporterede store træstammer ved at kaste dem ned i vandløb.

Udover atletiske begivenheder er der også folkedans, sækkepiber og servering af egnsretter under “The Games”. Besøgende kan endda se en kendis eller to! Den skotske Hollywoodskuespiller Ewan McGregor har tidligere været høvding for Higland Games i sin hjemby Crieff i Perthshire.
Highland Games finder sted i store dele af det nordlige Skotland. Kalenderen for 2017 kan findes hos Scottish Highland Games Association. Her er Visit Britains bud på fem af de største og bedste “games”.
Inveraray Castle Highland Games – Inverarary, Argyll & Bute
18. juli 2017
Med det smukke Inveraray Castle som majestætisk baggrund er Inveraray Highland Games vært for World Caber Championships, verdensmesterskabet i ”caber tossing”, igen i år. Caber toss er højdepunktet i konkurrencens ”tunge” begivenheder, men der er også løb og andre aktiviteter såsom dansekonkurrencer, lokal skotsk mad og drikke, samt handlende der sælger lokale varer. Sækkepibemusik er blevet symbolsk for både Highland Games og Skotland, og derfor er der også en solosækkepibekonkurrence, som varer hele dagen. Highland Dancing-konkurrencen består af tre danse:, ”The Sword Dance”, ”The Highland Fling” og ”The Seann Triubhas”. Legene begynder med en parade af sækkepibeorkestre klokken 10.45 fra Inveraray bymidte, som ligger cirka en time og tre kvarters kørsel fra Glasgow.
St Andrews Highland Games – St Andrews, Fife
30. juli 2017
Highland Games i byen kendt som “Home of Golf” på kysten ved Fife, er kendt for et nervepirrende cykelløb: “Diel Tak the Hindmost”, hvor sidste mand efter hver omgang diskvalificeres. Udover cykelløbet er der selvfølgelig også de klassiske konkurrencer i denne by kun en times togkørsel fra Edinburgh.
Cowal Highland Gathering – Dunoon, Argyll & Bute
24. – 26. august 2017
Verdens største Highland Games, Cowal Highland Gathering, finder sted på den billedskønne halvø Argyll & Bute en time vest for Glasgow med bil og færge. ”The Scottish and World Highland Dancing Championship”, der er en del af begivenheden er vært for konkurrerende hold fra Skotland, Canada, Australien, Sydafrika og USA.

Braemar Gathering – Braemar, Cairngorms National Park
2. september 2017
I hjertet af en af Storbritanniens smukke nationalparker er landsbyen Braemar vært for dette højdepunkt på Skotlands kulturkalender. Med sækkepibemusik, sværddans og sportsbegivenheder fra hammerkast til det historiske bakkeløb, finder ”The Gathering” sted på den første lørdag i september i ”Princess Royal and Duke of Fife Memorial Park” i byen. Festlighederne begynder kl. 09.30 og slutter omkring klokken 17.00. Medlemmer af kongefamilien har set med siden Dronning Victorias tid. Braemar ligger cirka seks timers kørsel nordøst for Glasgow.
Nogle Highland Games Skotland følger et anderledes format. Det gælder blandt andet Aberfeldy Show and Games i Perthshire (11. og 12. august). Højdepunktet på lokalkalenderen indebærer veteran-traktorer, en ”bedst klædt på hesteryg-konkurrence” og endda terrier dansekonkurrence! Legene blev gjort kendt af den skotske poet Robert Burns i The Birks of Aberfeldy. Byen ligger ved floden Tay tre timers kørsel nordøst for Glasgow.
NB. Artiklen er udgivet i 2017! Der kan derfor være helt andre datoer i spil nu.