Skal du fejre Halloween i USA?

Halloween i USA er en særlig begivenhed, der ganske vist i sit ophav er religiøs, men som i dag mere handler om uhygge. Ofte er det den mere hyggelige uhygge, der er i fokus, men der er også oplevelser, der er designet til næsten at skræmme livet af folk.

Halloween fejres overalt i USA, og der er derfor gode muligheder for at opleve en ægte omgang Halloween, hvis rejsen går til USA omkring d. 31. oktober. Vi har fundet nogle af de allermest uhyggelige steder, men husk at helt så skræmmende som de steder, vi skriver om her, behøver det altså ikke at være.

I øvrigt er seværdighederne, vi skriver om her, åbne både før og efter d. 31. oktober. Det er altså ikke strengt nødvendigt at være i USA nøjagtigt på dagen for at opleve uhyggen.

Halloween i USA: De dødes farm

Hvad? Dead Man’s Farm

Hvor? Philadelphia, Tennessee

Dead Man’s Farm er på ingen måde for svage sjæle. Man skal være fyldt mindst 12 år for at besøge farmen med den grufulde baggrundshistorie. Her sørger skuespillere, special effects, lyde, lys, tåge, væsker, røg og damp for at skabe rammen om Bludgeon-familiens syge eksperimenter og chokerende endeligt …

The Bludgeon Family var en morderisk, sindssyg og indavlet familie, som plagede egnen Loudon County i årtier. De var formentlig skyld i flere hundrede forsvundne, torturerede og myrdede ofre. Flere af familiemedlemmerne blev i tidens løb arresteret, men det lykkedes aldrig ordensmagten at få nogen af dem dømt.

De få mennesker, der kan huske så langt tilbage fortæller, at familien holdt sig for sig selv på deres farm. Her dyrkede de korn, holdt husdyr og kunne endda udføre både læge- og tandlægeopgaver på hinanden. Alt sammen inden det gik galt. Det siges, at de begyndte at bruge sort magi og udføre medicinske eksperimenter på deres hjælpere og naboer.

Farmen endte dog med at blive lukket af myndighederne. Da de stormede farmen fandt de lig i bunkevis og flokke af skræmmende skabninger.

Tør du besøge Dead Man’s Farm til Halloween i USA? Du kan blandt andet prøve hvordan det er at blive levende begravet eller skulle stikke af fra en seriemorder. Så læs mere om åbningstider, se den fulde adresse m.v. her.

Halloween i USA: Vanvid i skovens mørke

Hvad? The Lost Hollows

Hvor? Lake Charles, Louisiana

I skoven The Lost Hollows er alle, der tør bevæge sig derind ofre. Ofre for skræk og rædsel. The Dead Pines Trail løber gennem den mest uhyggelige skov i hele det sydvestlige Louisiana, og man bevæger sig ind på ruten på eget ansvar.

Høje lyde, spredt belysning, lav sigthbarhed, ujævne stier, monstre og morderne er med til at gøre The Dead Pines Trail endnu mere uhyggelig. Dertil kommer både special effects, skuespillere og forskellige rekvisitter.

Faktisk er det så uhyggeligt, at man skal have en voksen med, hvis man er 13 år eller derunder. Det er også forbudt at være klædt ud eller bære maske på ruten. The Lost Hollows åbner allerede i slutningen af september, og til Halloween er alt lys slukket på ruten. Bestil billet i god tid, hvis du vil opleve The Lost Hollows til Halloween i USA.

Skal du prøve The Lost Hollows? Så tjek adresse, regler og meget mere på hjemmesiden her.

Halloween i USA: Den hjemsøgte by

Hvad? Spøgelsestur med The Haint Mistress

Hvor? Abingdon, Virginia

Mange af spøgelserne i Abingdon i Virginia har aldrig forladt deres perfekt bevarede historiske huse. Spøgelseshistorierne er spændende året rundt, men bliver endnu mere uhyggelige når vi nærmer os tidspunktet for Halloween i USA.

Haint Mistress Donnamarie Emmert har en mastergrad i historiefortælling og hun elsker de gåsehudsfremkaldende historier i Abingdon. Det er derfor oplagt at tage med hende på spøgelsestur – måske endda spøgelsesjagt.

Turen går ad de brolagte fortove i Abingdons historiske distrikt, hvor man blandt andet besøger The Washington County Courthouse. Her har man oplevet at en mordvåben er forsvundet, at nogen går og sætter ting andre steder, end de hører til og meget mere.

På The Martha Washington er der eftersigende folk der har kunnet høre uhyggelig violinmusik uden nogen musikere i bygningen og her er også et blodplettet gulv! Hotellet har både været privatbolig, pigeskole og hospital under Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865).

Og så siger The Haint Mistress, at der er flere skuespillerspøgelser på byens Barter Theatre, der blev opført i 1930. De uhyggeligste fortællinger er dog knyttet til The Tavern, der blev grundlagt i 1779. Stedet er hjemsøgt af myrdede kortspillere, døde soldater og et vist fruentimmer, The Tavern Tart, der kniber folk bagi …

The Haint Mistress’ spøgelseshistorier er ikke egnede for børn under 10 år. Læs mere om turene i den hjemsøgte by her på The Haint Mistress’ hjemmeside her.

Flere spøgelser?

Vi har skrevet om en anden spøgelsestur i en anden by, nemlig New Orleans. Det kan du læse om her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.