Håb efter coronapandemien. I Bruxelles, der af mange betragtes som Europas hjerte, blev der i weekenden plantet et nyt “Håbets Træ”, der symboliserer Europas fællesskab og sammenhængskraft: Rødderne er den fælles historie, mens grenene er fremtidige muligheder for fælles vækst. Træet er plantet på den historiske plads Kunstberg for at skabe håb efter coronapandemien.
Og for at vise støtte til den europæiske rejseindustri, der har været særligt hårdt ramt, har turistrådet for det nordlige Belgien, VISITFLANDERS, på træet hængt farvede bånd, der afspejler hvilke lande, belgierne selv planlægger at besøge i nær fremtid.
“Vi er rejsende i denne verden – ikke indbyggere.” Sådan sagde filosoffen og humanisten Erasmus (1466-1536). Og det har aldrig været mere sandt end indtil for få måneder siden. Op igennem historien har mennesker og kulturer rejst tværs gennem Europa. Grækerne, romerne og kelterne gjorde det for at vinde land. Men senere begyndte folk også at rejse pga. handel eller for at søge nye oplevelser og ny inspiration. Og i 1993 blev muligheden for at rejse frit indenfor EU en realitet.
Coronapandemien har dog de seneste måneder sat denne mulighed på pause. Men nu, efterhånden som flere lande i Europa – herunder Belgien – har åbnet sine grænser, kan indbyggerne igen udforske andre lande og kulturer. Det giver håb efter coronapandemien.
Farvede bånd afslører belgiernes rejselyst
Bruxelles betragtes i mange sammenhænge som Europas bankende hjerte. Derfor har man i den belgiske hovedstad plantet “Håbets Træ” på den historiske plads, Kunstberg, der blev skabt til verdensudstillingen i 1910. Træets rødder symboliserer Europas fælles historie og ståsted, mens grenene repræsenterer vækst og udvikling. Noget, der kun er muligt, hvis de forskellige lande samarbejder og udveksler varer, ideer og informationer. Og en af de måder, det sker på, er gennem rejser.
For at få en ide om, hvordan coronapandemien vil påvirke belgiernes rejseadfærd, har turistrådet i det nordlige Belgien, VISITFLANDERS, for nylig gennemført en undersøgelse af belgiernes rejselyst og -vaner hhv. før og efter Covid-19 gjorde sit indtog. Undersøgelsen viser, at kun 54 pct. af belgierne planlægger at rejse udenlands denne sommer. Sammenlignet med 80 pct. inden pandemien tog fat. Dog viser den også, at 80 pct. af dem, der forud for pandemien havde valgt et udenlands rejsemål for ferien, stadig agter at tage af sted.

Belgiernes rejselyst er direkte afspejlet på det nye Håbets Træ. På træet er der nemlig hængt bånd i EU’s gule og blå farver med de lande, som belgierne har tilkendegivet at ville besøge. Hvert bånd viser, at 10.000 belgiere har indikeret, at de vil besøge det pågældende land denne sommer. Bl.a. er der 116 bånd med påskriften Frankrig (1.157.000 rejsende), 64 med Holland (638.000 belgiske rejsende), 52 med Spanien (519.000 rejsende), 37 med Italien (372.000 rejsende) og 21 med Tyskland (213.000 belgiere).
Praktisk information om coronavirus i Flandern og resten af Belgien
Restauranter, cafeer og barer genåbnede den 8. juni. Stederne skal lukke senest kl. 1.00, og der er krav om afstand mellem borde, max 10 personer per bord og at tjenere skal bære mundbind.
Belgien åbnede for rejser til og fra europæiske lande den 15. juni (inklusive Schweiz, Liechtenstein, Island og Norge).
Butikker, museer, monumenter, slotte og zoologiske haver er ligeledes genåbnet.
Fra den 1. juli er øvrige kulturelle aktiviteter og optrædener igen tilladt, så længe der max samles 200 personer.
Forlystelsesparker og biografer åbner også den 1. juli – under særlige forhold ift. afstand og sikkerhed.
Festivaler er aflyst til og med 31. august.
Læs mere om rejser til det nordlige Belgien her.
Du kan også læse denne lille omtale af det historiske Afrika-museum nær Bruxelles, som genåbnede i 2018.