Ærø er gratis to måneder mere

Gratis at tage færgen til Ærø. Ærø har i juli måned haft besøg af dobbelt så mange turister som ellers. Det er Ærø glad for og øen forlænger bl.a. derfor perioden for gratis færger til og fra Ærø. Nu gælder perioden både juli, august og september. Det skriver Ærø Turist og Erhverv i en pressemeddelelse den 16. juli 2020.

Mange danskere og udenlandske gæster har valgt at besøge de danske øer i år. Dobbelt så mange gående og tre gange så mange cyklister har valgt Ærø i juli i forhold til samme periode sidste år.

”Ærø har fem færger, skøn natur, butiks- og restaurationsliv og et væld af oplevelser. Når det så oveni er gratis at tage færgen til Ærø, så bliver øen ekstra populær”, udtaler direktør Chris Hammeken, Ærø Turist & Erhverv.

I juli måned er det gratis for gående og cyklister at tage færgerne til Ærø. Dette tilbud forlænges nu til også at gælde for august og september. Herudover bliver det gratis for knallerter, motorcykler, 100% eldrevne biler, samt for chauffører i hvidpladebiler. For august og september er der ligeledes en væsentlig reduktion i prisen for bl.a. biler.

Gratis at tage færgen til Ærø
Færgen Ellen. Det er verdens længst sejlende el-færge. Den sejler 3-7 gange om dagen mellem Als i Sønderjylland og Søby på Ærø. Foto Peter Therkildsen.

”Mange har besøgt Ærø for første gang i år, og det har givet store smil hos både voksne og børn, uanset om det har været en 1-dagstur eller en ferie over flere uger. Men nogen har været forhindret i at besøge Ærø i juli og derfor er det dejligt, at vi nu kan udvide gratis-perioden”, fortsætter Chris Hammeken.

Billigt at sejle til Ærø tidligere, bare ikke om sommeren

Siden 2016 har det været billigt at sejle med færgerne til ø-kommunerne og de danske småøer bortset fra i de 7 sommeruger. De billigere færgepriser kaldes også for trafikal ligestilling eller landevejsprincippet. Det gør det da prisen er nogenlunde den samme, som hvis man havde kørt samme strækning i bil. For de 7 uger i sommerferien er det fortsat dyrere at tage færgen til ø-kommunerne. Altså Ærø, Læsø, Fanø, Samsø og Bornholm. Dette er dog ikke tilfældet i år grundet Sommerpakken. Der er bred opbakning i Folketinget til at indføre landevejsprincippet også for de 7 sommeruger. Håbet er derfor, at denne del inkluderes i årets finanslovsforhandlinger, så landevejsprincippet bliver gældende hele året fra 2021.

Fakta

De gratis og billigere færger i 2020 er en del af Folketingets sommerpakke. Den betyder blandt andet nedsatte færgepriser til mange øer i Danmark. De enkelte kommuner har dog for august og september selv truffet beslutning om, hvilke konkrete priser, der skal reduceres for netop deres færge(r). Tjek derfor priserne for færgerne til de øer, du vil besøge.

Læs mere om Ærøs fem færger her.
Læs mere om Ærø her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.