Frokost på Bandholm Hotel

Frokost på Bandholm Hotel på Lolland. Vejen snor sig gennem en forårsvåd og endnu ikke helt udsprunget skov her på det nordlige Lolland, hvor vi har kurs mod Bandholm Hotel. Efter nogle kilometers kørsel ender vejen ved Smålandshavets flade kyst. Her ligger det gamle badehotel, der i de senere år har fået noget af en renæssance.

Vi er ikke de eneste besøgende denne dag, for parkeringspladserne foran den hvide hovedbygning er alle optaget. Heldigvis råder Bandholm Hotel over en stor parkeringsplads lige overfor, og her får vi uden problemer en plads. Vi er fire, der skal spise frokost på hotellet, og vi har bestilt bord til kl. 12.

Varm velkomst

Restauranten ligger i hovedbygningen, og vi træder direkte ind i et lille receptionsområde, hvor et par medarbejdere tager vel og varmt imod os. Vi er ventet og bliver vist ind til vores vinduesbord i restauranten. Her er vi faktisk de eneste gæster. Vi spekulerer på, om det nu også var nødvendigt at bestille bord. De mange biler, der ellers er på stedet, må tilhøre overnattende gæster på hotellet. Vores opmærksomme tjener præsenterer frokostkortetmenukortet, som indeholder både klassisk, dansk smørrebrød og varme retter.

Lokale råvarer

Lolland oplever i disse år en stigende interesse fra en omverden, der ellers har været ret ligeglad med, hvad der foregik i landsdelen. Alt imens er adskillige gårde blevet omlagt til at være helt eller delvist økologiske. Der brygges øl og kirsebærvin på gamle godser. Kendte restauratører åbner spisesteder, kunstnere udstiller og fremstiller international kunst og der bliver gjort mere end nogensinde før for at skaffe turister til Lolland. På Bandholm Hotel er det derfor med største selvfølgelighed lokale råvarer i sæson, som præger menukortet, hvor det er muligt. Og tjeneren er ikke sen til at anbefale lokale øl fra godset Krenkerup, da vi har bestemt os for, hvad vi skal have at spise.

Bandholm Hotel Krenkerup Lolland
Frokost på Bandholm Hotel. Tjeneren anbefaler øl fra det lokale gods Krenkerup til vores frokost.

Dansk smørrebrød

Det er alt for fristende til at lade være, og vi er tre ud af fire, som bestiller en platte med klassisk, dansk smørrebrød. Nummer fire vil hellere have en varm ret og bestiller steak med pommes frites. Mens vi venter på maden får vi en snak med en af de ansatte.  Han fortæller, at man på Bandholm Hotel til den kommende sommersæson har anlagt en sandstrand nede ved vandet. Hotellet ligger få hundrede meter fra kysten, og med den nye sandstrand har hotellet fået det helt rigtige præg af badehotel.

Husk at bestille bord

Bandholm Hotel ligger også ved Bandholm Havn, hvor der er en lille badeanstalt, som åbner om sommeren. Vi kommer ikke til at vente længe på vores frokost på Bandholm Hotel, selvom der nu er begyndt at komme flere og flere mennesker, og tjenerne får mere og mere travlt. I et tilstødende lokale har et større fødselsdagsselskab samlet sig og bordene i vores del af restauranten er også ved at være godt fyldt op. Vi er glade for, at vi bestilte bord. Var vi kommet uanmeldt blot en halv time senere denne lørdag, er det ikke sikkert, der havde været plads til os.

Bandholm Hotel Lolland
Masser af lækkert smørrebrød til frokost på Bandholm Hotel.

Smørrebrødet og den varme ret er veltilberedt og med masser af smag – og ikke mindst med lokale råvarer. Vi triller meget mætte fra Bandholm Hotel efter frokosten. Vi er allerede på det tidspunkt sikre på, at vi vil komme igen en anden gang og prøve både at overnatte og spise middag.

Bandholm Hotel Lolland
Steak og pommes er en skøn klassiker, der findes på frokostkortet på Bandholm Hotel. Der serveres grøn salat til herlighederne.

Mad og service er i top på Bandholm Hotel, den omgivende natur er smuk og varierende med skove, strande, flade marker og bakkede landskaber. Besøget kan for eksempel kombineres med Knuthenborg, Lalandia eller nogle af de andre fine seværdigheder på Lolland. Bandholm Hotel ligger som sagt på det nordlige Lolland og det er nødvendigt at have bil. Der er offentlig transport – det er bare ikke så tit, der går busser ud til Bandholm. Nærmeste togstation er Maribo. Vi anbefaler at man bestiller bord, især hvis man kommer i weekenderne.

Læs mere om hotellet her. Du kan også læse vores indlæg om Restaurant Svanen, der ligger i Maribo, tæt på Bandholm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.