Four Seasons Muscat. Et af verdens mest luksuriøse hotelbrands åbner nu i Oman for første gang. Four Seasons Resort og Private Residences Muscat åbner nemlig i hovedstaden. Resortet bliver i urban stil, og gæsterne får udsigt over havet og Hajar-bjergene i baggrunden.
Den femstjernede og nye hoteloplevelse i Muscat får hele 200 værelser og suiter. Dertil kommer privat strand, indendørs og udendørs pools og ikke mindre end fem forskellige restauranter.
Four Seasons Muscat sigter efter både at være et luksushotel og et familievenligt hotel. Her kommer til at være børneklub, masser af vandsportsaktiviteter, og teenagerne bliver også tilgodeset med deres helt eget underholdningsområde.
“Mellemøsten er et de steder, vi fortsætter vores vækststrategi. Her er der muligheder for at tilbyde gæster oplevelser, de ikke kan finde andre steder. Det gælder for eksempel Muscat”. Det siger Bart Carnahan, President, Global Business Development and Portfolio Management, Four Seasons Hotels and Resorts. “Vi er meget glade for at være en del af OMRAN-gruppens langtidsvision for at udvikle Omans turisme. Med det nye Four Seasons Muscat kan vi være med til at tiltrække gæster fra hele verden, der søger luksus”.
Oman ligger på Den Arabiske Halvø
Oman ligger på den sydøstlige del af kysten ud til Omanbugten. Muscat er en ældgammel by med en meget lang historie. Byen har været en vigtig havneby stort set altid med en levende og stemningsfyldt atmosfære. Hajar-bjergene og havet giver byen sin nærmest fortryllende beliggenhed, og her er masser af kulturelle oplevelser at gå i gang med, såsom museer, moskeer og historiske steder.
Der forlyder ikke noget om, hvornår hotellet i Muscat skal åbne, men vi kan jo håbe på, at det bliver snart. Muscat er en spændende by at besøge – og Oman er i det hele taget et spændende land at besøge. I øvrigt har Muscat allerede en række fine luksushoteller, som man kan prøve mens man venter på at Four Seasons bliver bygget færdigt.
Du kan læse mere om en tur på Musandamhalvøen i Oman her.