Flaskepost fra P af Jussi Adler-Olsen

Flaskepost fra P af Jussi Adler Olsen er den tredje bog i serien om Afdeling Q i København. Den afdeling, der, ledet af den lidt sære politimand Carl Mørck, efterforsker gamle og henlagte sager.

Kvinden i buret og Fasandræberne er de to forrige bøger, og de var vældig gode. Stærkt underholdende.

Carl og hans assistenter, syreren Assad og den mærkelige Rose, får i denne ombæring fat på en gammel flaskepost. Ikke så gammel, at den må henlægges fuldstændig. Men gammel nok til at det er overordentligt vanskeligt at læse flaskepostens indhold. Sammen får Assad og Rose, og senere Roses vikar Yrsa, dog stykket brevet sammen. Til Carls store overraskelse viser det sig, at det, han egentlig havde en formodning om var drengestreger, faktisk er et højt råb om hjælp.

Det viser sig tillige at være en sag, der er så alvorlig, at gerningsmanden aldrig er blevet fanget, men stadig driver sit grumme spil. Ham følger vi nemlig også på “togt”. Det er i øvrigt virkelig uhyggelig læsning. Samtidig kører der en række mindre sideplots, som ikke alle bliver løst i Flaskepost fra P. De handler om Carls liv og de personer, der er omkring ham. Det har ingen betydning for hovedhistorien, at  ikke alle tråde bliver samlet nu og her.

Vidt omkring med Afdeling Q

Afdeling Q kommer vidt omkring i Flaskepost fra P. Foruden sagen om flaskeposten, er de nemlig også involverede i en sag om brandstiftelser. Assad gemmer på en hemmelighed. Carl efterstræber stadig psykologen Mona og hans lamme ven og tidligere kollega Hardy er flyttet ind i Carls hus. Og hvem er Rose og Yrsa egentlig?

Flaskepost fra P af Jussi Adler Olsen er fremragende og velskrevet læsning, en rigtig underholdende krimi. Alle personerne har kant, og selvom nogle måske vil mene at de har så meget kant, at de næsten virker karikerede, så er det stadig rart at læse en krimi, hvor personerne ikke er så endimensionale som man ellers ofte risikerer. Alt i alt var den en anbefalelsesværdig krimi, men måske ikke helt så god som de to forrige.

2 Kommentarer on “Flaskepost fra P af Jussi Adler-Olsen

  1. Oh, den bog ligger ved mit natbord – det er en af de næste, jeg skal i gang med. Jeg kan også godt lide personerne i serien – eller jeg bør måske sige især personerne, for selve handlingen/plottet i de to foregående har jeg haft det lidt blandet med.

    Har du også planer om at læse den fjerde bog i nærmeste fremtid?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.