Festivaler og kulturelle højdepunkter på Mallorca

Festivaler på Mallorca. Mallorca er ikke kun badeferie. Det ved de fleste vist efterhånden. I sommerhalvåret er Mallorca spækket med traditionsrige kulturevents som musikfestivaler, slotskoncerter, musikalske hyldester af Chopin og nattevandringer til klostret Lluc. Her fortæller vi om nogle af højdepunkterne.

Mallorca er et populært rejsemål blandt dem, som søger en pause fra hverdagen og ønsker at nyde solen, de smukke strande og det krystalklare vand. Men øen byder også på populære festivaler og kulturevents. De lune sensommeraftener er oplagte at bruge til at nyde kunst, kultur og musik.

Her tipper Mallorcas turistråd om nogle af de bedste festivaler på Mallorca.

Pollença Festival 

Mere end 800 artister har igennem de seneste 60 år optrådt i den smukke gård i den historiske bygning Claustre de Sant Domingo i byen Pollença til festivalen af samme navn. Festivalen er et must for alle, der elsker klassisk musik. Programmet byder hen over forskellige aftener i august på et attraktivt udbud af aftenkoncerter. Arrangementet blev første gang afholdt i 1962 på initiativ af den berømte engelske violinist Philip Newman. Siden da har artister som Ainhoa Arteta, José Mercé og London Philharmonic Orchestra optrådt på pladsen og i gården, der tidligere var en del af klostret Santo Domingo.

Læs mere her.

Det er meget smukke omgivelser, der bliver holdt koncert i på klosteret. Foto: PR.

Sa Pobla Jazz Festival

Sa Pobla Jazz Festival så dagens lys i 1995 og byder på et komplet program med koncerter og kulturelle aktiviteter. I fem dage summer Sa Poblas gader af en skøn blanding af gastronomi og musik af internationale og lokale kunstnere. Tilsammen skaber det en af Mallorcas mest unikke musikoplevelser. Byens centrale plads Plaça Major er hovedscene, og her har musikere som John Scofield, Pedro Iturralde og Max Sunyer optrådt igennem årene.

Læs om festivalen her.

Torrent de Pareis Concert

En anden tilbagevendende klassiker i Mallorcas kulturkalender er den såkaldte Torrent de Pareis-koncert, der er en udendørskoncert nordvest for Tramuntana-bjergene. Med den fantastiske akustik og smukke natur som kulisse betragtes denne forestilling som en af sommerens mest spektakulære koncerter. Området var første gang scene for en event i 1964, hvor den catalanske maler Josep Coll Bardolet var vært. Siden da har man kunnet opleve musikgenrer som gospel, jazz og klassisk musik på den naturskønne scene.

Sommerkoncerter på slottet Bellver

Det smukke Bellver-slot, der er en gotisk fæstning fra 1300-tallet, er yderligere et af de steder, der på de lune sommernætter forvandles til en musikalsk og kunstnerisk scene. Her kan man nyde sommerkoncerter 112 meter over havoverfladen med en fantastisk udsigt til hovedstaden Palma.

International Chopin-festival

Ved det historiske Valldemossa-kloster fra 1200-tallet hædrer man hvert år den polske komponist Frédéric Chopin, der boede på klostret i vinterhalvåret 1838-1839, med en festival. Her samles prestigefyldte pianister og fremtidige stjerner for at opføre Chopins store værker. Foruden koncerter byder programmet også på kunstudstillinger og andre aktiviteter. Festivalen så dagens lys allerede i 1930 og blev skabt af den mallorcanske komponist Joan Maria Thomàs.

Det kan du læse mere om her.

Årlig vandretur: “Marcha del Güell a Lluc a peu”

Men det handler ikke udelukkende om festivaler på Mallorca. Vandreturen fra Güell til Lluc er en anden af øens sommertraditioner. Vandreturen finder sted hvert år den første lørdag i august og begynder på pladsen Plaça Güell, hvor der tidligere lå en bar med samme navn, og slutter ved klostret Lluc i den centrale del af Tramuntana-bjergkæden. Den 46 kilometer lange strækning vandres traditionen tro om natten. Traditionen har eksisteret siden 1974, hvor en gruppe venner gik turen som tak til Jomfru Maria, efter at et barn overlevede en ulykke.

Læs mere om Mallorca her, hvor vi har skrevet om forskellige cykelruter på øen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.