Ferie i Sverige. Der er feriesteder i Sverige, hvor det i særdeleshed er timerne om natten, der er tænkt på. De er helt særlige, og man skal have en på opleveren, mens man sover sin skønhedssøvn. I hvert fald lige før øjnene lukkes i, og i det øjeblik man igen er vågen og klar til nye eventyr.

”Svenskerne er opfindsomme til at skabe særprægede overnatningssteder, som kombinerer fx fantastisk natur og flot udsigt. Hvad enten man er til nationalparker med fiskeri eller eventyrlande med finurlige hytter eller overnatning i trætoppe, er der noget for den eventyrlystne rejsende. Her er overnatningen ikke kun dejlig søvn men en oplevelse i sig selv”, siger Anna Kron Boysen, PR Manager i VisitSweden.
Nyrups Naturhotell er friholdt for elektricitet, rindende vand, varme og internet, og her er mennesket for alvor i fokus. Måske sover man ’helt naturligt’ her, og stedet appellerer mest til dem, som ønsker refleksion, fælleskab, ro og natur i en og samme ferie.
Går man efter det bedste af det bedste på sin ferie i Sverige, kan man synge Ole Lukøje på Grimsnäs Herrgård B&B i Glasriket, som ligger lige midt i den smukke, smålandske natur, for i sommeren 2015 vandt den fine herregård Swedish Welcomes pris for bedste B&B i hele Sverige. Går man efter at overnatte i den syvende himmel, er der flere muligheder i de svenske trætoppe, og Islanna, som er et idyllisk skovhotel, er blot en af mulighederne.

VisitSwedens guide til særprægede overnatningssteder:
Overnatning i den syvende himmel
Overnatning i trætoppe er blot en af de særprægede overnatningsmuligheder i de svenske skove. Midt i naturen ligger Islanna, som er et idyllisk skovhotel med det ligeså idylliske navn, Sjunde Himlen & Andrum, og her sover man i bogstaveligste forstand 6,5 meter oppe i egetræstoppene. Om morgenen hejses en stor morgenmadskurv op på balkonen til trætopshytten, som bl.a. indeholder nybagt brød, bagt over åben ild. Middagen er også noget for sig, da den udelukkende er frembragt af lokalt producerede råvarer fra regionen.

Se mere: http://islanna.com/
I Korpaboet i Glasriket sover man i et smukt træhus i trætoppene. Korpaboet er bygget op omkring et gammelt egetræ cirka 6 meter over jorden, og her kan man for alvor lade roen indfinde sig til lyden af de beroligende egeblades hvislen. Træhuset har to værelser og et toilet med håndvask, og hertil er der to dobbeltsenge og en sovesofa. Om aftenen kan man se solnedgangen fra sin trætopsterrasse, og om morgenen vågner man til fuglenes tidligste morgenkvidren.
Se mere: http://glasriket.name/korpaboet.html
I Nebotornet i Laholm overnatter man i det unikke udsigtstårn i Veinge. Tårnet er historisk og har taget navn fra Nebo, som er navnet på bjerget, hvorfra Moses så ind i Kanaans Land. Tårnet huser tre soveværelser, et køkken og en lille stue. Det er placeret ved Ramshallsberget i Veinge, og i 18 meters højde både hygger, spiser og sover man. Tårnet giver en storslået udsigt over Halland & Laholmsbukten og ikke mindre end 24 forskellige kirker i området. Udsigtstårnet er opført i 1925.
Se mere: www.nebotornet.se
VisitSwedens danske hjemmeside kan ses her.
1 Kommentar on “Sov særpræget i broderlandet”