Fasangården åbner sommer-pop-up på havnen i Lynæs

Fasangården Lynæs. Der bliver skruet op for sommerferiestemningen, når Fasangården i samarbejde med Lynæs Surfcenter åbner en taverna efter græsk forbillede i Lynæs Havn på den sjællandske nordkyst. Dørene slås op onsdag den 29. juni 2022 kl. 17.30 med åbent hus for lokale.

Holdet omkring Fasangården skifter i seks uger køkkenet under bøgetræerne i Frederiksberg Have ud med bølgeskvulp og sommerlune serveringer. Det sker i en pop-up-taverna i Lynæs Havn. Her vil gæsterne på Fasangaarden Lynæs både inde og ude kunne nyde delevenlige græskinspirerede tallerkener med friskfangede skaldyr, solmodne tomater og sommergrønt fra Lammefjorden. 

Sydlandsk sommerferiestemning i det nordsjællandske

Det er Fasangårdens græske kok Maria Lesi, der har formet menuen med afsæt i middelhavskøkkenets traditioner. Den tilberedes med sublime råvarer fra Lammefjordens omegn. Sammen med resten af Fasanteamet vil hun sørge for liflige sommerretter à la carte, grillede sager, friskfangede fjordrejer fra den skvulpende Isefjord og lokalproducerede vine fra Vejrhøj vingård i Odsherred. ”Vi har ladet os inspirere af den græske tavernastemning, hvor maden er lavet til at kunne deles, og hvor gæsterne er afslappede og til tider højlydte. Det har vi tilsat et stænk af dansk sommerstemning, og vi synes, at resultatet emmer af både autenticitet og nærhed. Vi glæder os vildt meget til at åbne dørene for lokale og for sommerferiegæster,” siger Anika Madsen, der er køkkenchef på Fasangården.  

Fasangaarden Lynæs
Foto (c) Marie Louise Munkegaard.

Et samlingssted for lokale og sommerhusgæster

Lynæs Surfcenter ligger smukt lige dér, hvor Roskilde Fjord munder ud. Med sin mangfoldige aktivitetskalender er det samlingssted for madglade gæster med og uden surfbræt. For holdet bag Lynæs Surfcenter handler det dog om meget mere end sol og surf. ”Vi vil rigtigt gerne være et åndehul – en oase. For folk der til daglig bor i storbyen, er vi en bølge på vej ud af byen,” siger Johan Ingversen, medindehaver af stedet. ”Men vi er også meget optagede af at værne om det lokale. Fra vores egne rejser rundt i verden, ved vi jo godt, at de fede steder, er der hvor de lokale elsker at komme,” siger han. 

Delevenlige meze med udsigt

Sommerens taverna får til huse i de kærligt gennemrenoverede lokaler i den gamle Skipperstuen på havnen, som fremover vil hedde Lynæs Madbar. Fra sin beliggenhed lige ved kajkanten kan gæsterne gå på udflugt i tavernaens græskinspirerede menukort til en af de smukkeste udsigter i det danske sommerland. 

Fasangaarden Lynæs Havn. Foto (c) Marie Louise Munkegaard

Køkkenet har åbent til frokost og aften og vil udover de daglige, delevenlige meze også servere klassikere som souvlaki, grillede fladbrød, fuldfede oliven og kølig tzatziki. I en stemning af surfvibes, saltvand i håret og sprødstegte blæksprutter er der lagt op til smagsoplevelser, som man ellers skal rejse langt for at fornemme. 

Pop-up-tavernaen Fasangaarden Lynæs åbner onsdag den 29. juni 2022 kl. 17.30. Herefter vil åbningstiderne frem til den 7. august 2022 være:

  • Åbent alle ugens dage 
  • Frokost fra kl. 12.00. Sidste bordbestilling kl. 14.30 
  • Aften kl. 17.30-23.00
  • Booking her eller via Fasangaardenfrb.dk og surfcenter.dk

Kommer du lidt længere sydpå end Lynæs, kan du her læse om, hvad vi fik at spise på Bandholm Hotel på Lolland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.