Onkel Daniels gode hjerte af Eudora Welty

Eudora Welty var født og opvokset i i Jackson, Mississippi. Kortromanen Onkel Daniels gode hjerte foregår i Mississippi, i byen Clay.

Onkel Daniels gode hjerte blev udgivet i 1954, men historien foregår før Anden Verdenskrig. Stedet er som sagt byen Clay, Mississippi. Historiens fortæller er Miss Edna Earle Ponder, som er bestyrer og ejer af Hotel Beulah i byen. Edna Earle fortæller historien om sin onkel Daniel til en handelsrejsende, der bor på hotellet.
Onkel Daniel har virkelig et godt hjerte
Onkel Daniel er en god mand, der elsker at tale, elsker mennesker og elsker at give gaver til alle dem, han møder. Onkel Daniel er også en sød og rar mand, og læseren får også indtrykket af en noget enfoldig og excentrisk mand. Ja, han er faktisk så excentrisk at hans far, Edna Earles bedstefar, får ham indlagt på et hjem, så at han ikke ender med at forære hele sin formue væk til fremmede.
Onkel Daniels ægteskaber

Som historien skrider frem, hører vi om onkel Daniels svagheder, hans ægteskaber og begivenhederne, der ledte op til disse besynderlige ægteskaber. Læseren får også at vide, hvordan ægteskaberne endte. Det er en historie fyldt med humor, men også om ensomhed. Den skriver sig ind i en gotisk sydstatstradition med mange mærkelige hændelser.

Forskellige dialekter

Eudora Weltys skrivestil er – ikke så mærkeligt bogens alder taget i betragtning – noget antikveret. Det hjalp nok heller ikke, at den danske oversættelse for eksempel har sætninger som “Det kan De rigtig nok stole paa” og lignende. De virker lidt … ja, lidt fjollede. Men saadan talte man jo dengang. De forskellige dialekter (de hvides sydstatsdialekt og den dialekt, sorte i Syden talte) i bogen, kommer naturligvis heller ikke helt til udtryk i den danske oversættelse. Historien var let læst og let forstået, men der gemmer sig med garanti en del flere lag end sådan en første læsning afslører.

Mere info om Eudora Welty

Der er en del gode internet-ressourcer om Eudora Welty, som blandt andet også var en ivrig fotograf. På University of Mississippis hjemmeside her er der mere info om forfatteren.

Bogen hedder The Ponder Heart på engelsk. Cyclone Bill har omtalt den på sin Bogblog.
Mississippi har meget at byde på, læs for eksempel mere her om efterårsaktiviteter i Mississippi Delta.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.