Ellen Foster af Kaye Gibbons

Ellen Foster er en tæt, lille roman om en 11-årig pige, der vokser op i en ualmindelig dysfunktionel familie i sydstaterne. Hendes stakkels mor dør i begyndelsen af bogen og efterlader “Ellen” (Ellen er ikke pigens rigtige navn, men det navn, som hun bestemmer sig for at hedde) med sin afskyelige, fordrukne og voldelige far. Ellen kastes derefter rundt mellem forskellige ondskabsfulde familiemedlemmer indtil hendes bedstemor tager hende til sig. Men det er som at komme fra asken til ilden. Bedstemor er nemlig heller ikke specielt venligt anlagt. Først da hun dør, mærker Ellen for første gang en smule venlighed og kærlighed hos to forskellige plejefamilier.

Ellen Foster er ikke en sentimental fortælling

Bogen er fortalt med Ellens 11-årige stemme. Ovenstående resume lyder måske sentimentalt, men det er på ingen måde tilfældet med denne bog. Ellens stemme er ganske vist barnlig, men den er også ironisk og humoristisk. Det er faktisk det, der gør, at bogen er til at holde ud at læse. Ellers ville det simpelthen blive for trist og ubærligt.

Ellens eneste ven er en sort pige, som Ellen på mange måder vil gøre alt for. Men i de amerikanske sydstater (særligt for år tilbage), er det ikke altid lige let at være veninde med en sort. Bogen har mange humoristiske ting, men er også en smule trist. Ellen Foster er også en mørk og mærkelig bog, der får læseren til at gruble over menneskets ondskab.

Læs også vores omtale af Dorothy Allisons Trash, der handler om hendes dårlige barndom. Den foregik også i de amerikanske sydstater. Vi har en svaghed for både Sydstaterne og den litteratur, der er udsprunget her fra. Både den klassiske og den nyere. Har du fået lyst til at læse Ellen Foster af Kaye Gibbons, kan den købes på engelsk hos for eksempel saxo.com.

Indlægget er redigeret d. 26. marts 2019 med blandt andet nye links.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.