Udforsk kulturen i Malmø, Lund og Helsingborg

Efterår i Skåne. Efterårsferien står for døren og i Malmø, Lund & Helsingborg bugner det af kulturelle oplevelser for både børn og voksne. Her venter udstillinger, læring & leg, historie og meget andet.   

Malmø får et nyt kulturhus for børn

På lørdag d. 10. oktober åbner Funnys Äventyr i Mobilia-indkøbscentret i det centrale Malmø. Kulturhuset bliver et sted fuld af eventyr og hvor leg, læsning og læring er i fokus. I huset finder du Funny og hendes venner Mumitroldene, Pedersen & Findus, Alfons Åberg og mange andre. Hver dag er der spændende og sjove teaterforestillinger og i eventyrkarrusellen kan man deltage i en interaktiv rejse og lytte til eventyrene om Alice i Eventyrland, den lille havfrue og Aladdin. I Funnys magiske havecafé kan man nyde fantastiske kager og lækre retter for både børn og voksne. Maden er lavet fra bunden af økologiske råvarer og med lokale ingredienser i fokus. Book billetter til efterår i Skåne her.

Hele verden som legeplads

I Malmø er omkring 20 tematiserede legepladser skabt til at vække børns fantasi og stimulere deres nysgerrighed ved at præsentere dem for spændende, udfordrende og nye aktiviteter. Blandt de mange temalegepladser kan man fx besøge junglelegepladsen, musiklegepladsen, rumlegepladsen, eventyrlegepladsen, skovlegepladsen og teaterlegepladsen. Her kan børn lege astronauter for en dag, svinge sig som Tarzan eller eksperimentere med lyd og bevægelse.

Dyrelegepladsen i Malmø. Foto: Malmø Stad.

Kulturen i Lund

Kulturen i Lund er et stort open air museum bestående af to karréer af historiske bygninger og haver. Her er op til tyve forskellige udstillinger, som fremhæver alt fra kunst, design, kultur og historie. Legepladsen indeholder et mindre vandsystem med en gammeldags manuel pumpe, som kan holde børn underholdt i timevis og der er midlertidige udstillinger specifikt målrettet til børn. Der er både restaurant og café og haven er velegnet til picnic.

Dunkers Kulturhus ligger godt! Foto: Anna Nilsson.

Dunkers Kulturhus i Helsingborg

Historisk såvel som moderne kunst samt forskellige former for performance-kunst, diskussioner og debatter om alverdens emner kan alt sammen opleves i Dunkers Kulturhus. Kulturhuset rummer også en koncertsal og et teater og fungerer samtidig som samlingssted for de lokale, som nyder en kop kaffe eller god frokost med udsigt over Øresund. I løbet af efteråret kan udstillingen ”FROM DAWN TO DUSK – NORDIC ART AT THE TURN OF THE 20TH CENTURY” opleves med bl.a. Eugène Jansson, Carl Fredrik Hill, Anna Ancher, Carl Larsson, Bruno Liljefors, Hanna Pauli og Anders Zorn. Vi har tidligere skrevet om Dunkers Kulturhus her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.