Dronning Elizabeth og Malta. Er du også helt opslugt af hitserien The Crown på Netflix? Så bør du måske skrive Malta på din bucket list. Den solrige middelhavsø var nemlig et yndet udflugtsmål for Dronning Elizabeth og Prins Philip, særligt mens Prins Philip gjorde tjeneste som marineofficer på Malta – hvilket kan ses i seriens første sæson. Og indtil man igen kan rejse, kan man nu opleve kongeparrets Malta-bolig virtuelt hjemme fra sofaen.
I den populære Netflix-serie The Crown skildres Elizabeth II’s tid som regerende dronning – fra hun tiltrådte tronen i 1952 og i tiden derefter. Har man fulgt serien fra begyndelsen husker man måske, at Dronning Elizabeth II og Prins Philip i første afsnit befinder sig på Malta. Dronningen transporteres rundt i en motorbåd og tager billeder af prinsen, der ror i en robåd med det turkisblå vand som kulisse. Og i andet afsnit udtrykker Prins Philip ønske om at flytte tilbage til Malta og genopleve den lykkelige tid, de tilbragte der.
Villa Guardamangia: Oplev rammen for dronningens “lykkeligste år” virtuelt
Dronning Elizabeth II holdt ofte ferie på Malta og tilbragte dét, hun selv kaldte for “de lykkeligste år” i sit liv på Villa Guardamangia. Villa Guardamangia var bolig for den daværende Prinsesse Elizabeth og Prins Philip. Det var mens han var udstationeret på Malta som marineofficer i perioden 1949-1951.

I dag drives Villa Guardamangia af organisationen Heritage Malta. De købte bygningen, da den blev sat til salg i 2019. Og nu kan den udforskes virtuelt på Heritage Maltas hjemmeside. Villaen er temmelig ødelagt, og i øjeblikket er man derfor ved at restaurere den. Det foregår i dialog med Buckingham Palace – så nutidens generationer får mulighed for at opleve den i sin tidligere pragt.
Dronning Elizabeth og Malta
Dronning Elizabeth II fejrede både sin 24. og 25. fødselsdag på Villa Guardamangia, hvor også hun og prinsens 60-års jubilæum blev afholdt. Den britiske dronning har beskrevet Malta som det eneste sted, hvor hun kunne leve et normalt liv, uden den intensive medieopmærksomhed, som hun oplevede i Storbritannien.
Dronningen kaldte Villa Guardamangia for sit hjem, og villaen er den eneste ejendom uden for Storbritannien, hvor kongefamilien har haft fast bolig. Villaen er 1.500 kvadratmeter og har 18 værelser, en stald, en stor gårdhave, brønd, bunker og andre faciliteter.

Af øvrige kendte beboere i ejendommen kan nævnes Lord Louis Mountbatten, farbror til Prins Philip. Han lejede ejendommen af familien Bartolo i 1920-tallet og med stor sandsynlighed var det ham, der præsenterede stedet for Elizabeth og Philip. Mountbatten var desuden øverstkommanderende for den britiske middelhavsflåde (med base i Fort St Angelo) fra 1952 til 1954.
Malta var igennem 150 år under britisk styre, indtil landet blev selvstændigt i 1964. Den britiske indflydelse lever dog i højeste grad videre på Malta. Man kører for eksempel i venstre vejbane, har engelsk som officielt sprog (foruden maltesisk) og har de ikoniske røde telefonbokse. Og ja, de klassiske britiske postkasser findes fortsat på øen.
Villa Guardamangia kan opleves virtuelt her.
Find mere information om Malta her.
Vi har skrevet om restauranter på Malta her.