En kvinde, tre mænd & en psykolog af Curtis Sittenfeld

En kvinde, tre mænd & en psykolog af Curtis Sittenfeld handler om Hannah Gavener, som vi følger fra hun er 14 og indtil hun er sidst i tyverne. Bogen begynder i 1991 og slutter i 2005. Lad endelig ikke denne bogs titel narre dig. Denne bog er ikke chick lit. Heller ikke selvom den danske titel er næsten ligeså tåbelig som den originale: The Man of My Dreams.

Hannah bliver sendt til sin onkel og tante for at bo, da hendes egne forældre langt om længe tager sig sammen til at gå fra hinanden. Eller rettere, da hendes far smider moren, Hannah og Hannahs storesøster Alisson på gaden. Dette bevirker, at Hannah får et noget ubalanceret forhold til sin far, ja til mænd (og tildels og kvinder) i det hele taget.

Curtis Sittenfeld skriver ofte om kvinder

Curtis Sittenfeld og hendes forfatterskab kredser om kvindeliv, men bøgerne er ikke ultrafeministiske. Men kvinder er hovedpersonerne, og de har tit problemer med selvværdet.

Hannahs veninder ser allesammen bedre ud end hun gør. Ingen drenge/mænd er interesserede i hende. Hendes drømme om et forhold er totalt naive, selv som voksen. Og sidst, men ikke mindst, har hun så lavt selvværd (noget hun ikke vil indrømme), at det gør det stort set umuligt for hende at se, at der rent faktisk er drenge/mænd, der viser hende interesse.

Så hendes liv kredser omkring dette, årene går. Hannah bliver mere og mere frustreret jo ældre hun bliver – stadig uden at have kysset med nogen, stadig jomfru. Hun ser på sin storesøster og sin kusine, der bliver gift (storesøsteren) eller har utallige eventyr med det modsatte køn (hendes kusine).

Historien er set før

Hannahs lave selvværd og det, at hun ikke har kysset/haft sex begynder at irritere læseren halvvejs gennem bogen. Ikke fordi det som sådan forekom uvirkeligt eller føltes falsk. Snarere tværtimod. Hannahs liv og hendes søgen efter en kæreste/et kys/et knald er set før. Både i virkeligheden og i andre bøger. Mange ældre teenagepiger/unge kvinder vil helt sikkert nemt kunne identificere sig med Hannah. Det var mere, at denne problemstilling ikke helt er nok til at køre gennem en hel bog. Bevares, bogen er ikke særlig lang, men alligevel.

Hannah går fra at være en relativt normal teenagepige/ung kvinde, der overanalyserer og overspekulerer over kys/sex til at være en lidt for neurotisk voksen kvinde.

Anyway, det er ikke nogen dårlig bog. Det er ikke Curtis Sittenfelds bedste, selvom hun er en fremragende forfatter, der skriver godt. American Wife af Curtis Sittenfeld er bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.