Cranachan er en skotsk dessert, som vi har fået opskriften på fra Visit Britain. Den er let at lave, og når man nu ikke kan rejse, er det jo oplagt at forsøge sig frem med særlige egnsretter.
Noget af det, der er helt specielt ved at rejse er selvfølgelig at prøve det lokale køkken. Uanset om man rejser i Danmark eller udlandet. Det er ikke altid, at egnsretterne falder i ens smag. Noget er for mærkeligt eller lavet med ingredienser, der ligger langt fra vores smagsløg herhjemme.
Cranachan er en skotsk klassiker, der får tænderne til at løbe vand. Ordet betyder “at kærne” på skotsk gælisk, og denne klassiske dessert blev oprindeligt serveret for at fejre høsten i hindbærsæsonen i juni. I dag er det en populær dessert til særlige lejligheder over hele Skotland. Så skal du smage en lille bid af Skotland, er denne opskrift meget nem at gå til. Og så kan du også bruge den, når du er løbet tør for mel, smør eller æg.
Cranachan ingredienser (4 portioner)
2-3 spsk. havregryn
350 ml fløde
300 g hindbær
3 spsk. whisky
3 spsk. honning
Strøsukker (til at søde puréen)
Sådan gør du
Spred først havregrynene på en bageplade, der er dækket med bagepapir. Rist derefter grynene under grillen til de begynder at blive brune.
Til hindbærpuréen tager du halvdelen af hindbærrene og presser dem gennem en sigte. Tilsæt strøsukker for at søde puréen til du synes, den er som den skal være. Pisk fløden, til den er næsten helt stiv og tilsæt honning og whisky under forsigtig omrøring. Tilsæt derefter havegryn, og omrør igen til det er helt blandet.
Sæt skiftevis et lag af hindbærpuré og flødeskum (plus resten af hindbærrene) i fire skåle eller cocktailglas.
Sættes i køleskabet et par minutter inden servering.
Godt råd
Vær ikke bange for at prøve dig frem med mængden af honning og whisky. Begge dele sættes ofte på bordet, så de kan tilsættes efter smag og behov.
Er du blevet inspireret til at rejse, så læs om fem slotte du kan bo på i Skotland her.