Camp Oak i Skånes Djurpark. Den 26. september begynder den årlige efterårsfestivitas i Skånes Djurpark. Sæsonen varer til 1. november. En af nyhederne i år er, at Camp Oak, teltlandsbyen midt i haven, holder åbent. Her kan man opleve et to dage langt ophold ud over det sædvanlige.
Man får set en ny side af parken og kan blandt andet opleve dyrene i skumringen, lave mad over bål og falde i søvn til lyden af ulve, der hyler.
I løbet af sommeren har “glamping” og unikke oplevelser i den friske luft været højt på listen for mange turister. Skånes Djurparks overnatningskoncept Camp Oak har for første gang nogensinde været fuldt booket i hele sommersæsonen. Også selvom teltlandsbyen har været åben for overnatninger hver dag i højsæsonen.
“Vi har haft en venteliste med familier, der ønsker at overnatte i Camp Oak. De har tilmeldt sig i håbet om, at kunne snuppe en afbestilling. Nu åbner vi teltlandsbyen, så man også kan komme og overnatte i efterårsweekenderne og efterårsferien. På den måde får flere familier mulighed for at prøve det”, siger Glenn André Viste Bøe, administrerende direktør i Skånes Djurpark.

Teltene har varme og elektricitet
I Camp Oak sover man i telte, der er udstyret med varme og elektricitet. Maden tilbereder man over åben ild på træterrassen uden for teltet mens man kan følge med i naturen ved skumring og daggry. Prisen inkluderer to hele dage i parken med sjove efterårsaktiviteter. Græskarudskæring, troldejagt, brølende rådyr og Halloween-bus i Sheep Shaun Land er på programmet.
“Efterårsversionen af Camp Oak i Skånes Djurpark bliver ekstra stemningsfuld med knitrende ild, hvor familien kan grille skumfiduser og holde øje med de dyr, der er til stede og aktive i eftårsvejret”, siger Glenn André.

Efteråret i parken begynder som nævnt 26. september og slutter 1. november. En overnatning i Camp Oak koster fra SEK 3.995 og inkluderer to dage i parken, overnatning i telt, middag, morgenmad og unikke dyreoplevelser for fire personer.
Læs mere om Skånes Djurpark og Camp Oak her. Du kan læse mere om Sverige her, hvor vi har skrevet om krebsegilde.