Fortællinger om race, racisme og raceadskillelse i USA

Bøger om racisme i Sydstaterne. Med Black Lives Matter-bevægelsen og dens demonstrationer er der kommet fokus på den historie, der ligger bag. Racisme har været (og er) temaet i et utal af bøger af amerikanske (og andre) forfattere i mange år.

Derfor er denne korte liste med forslag til, hvad man kan læse, på ingen måde særlig uddybende. For det første er der ikke noget nonfiktion med på listen. Heller ikke digte. Eller videnskabelige bøger eller artikler. Der er faktisk udelukkende fiktion. Men lad det nu endelig være sagt med det samme: bøger om racisme i Sydstaterne kommer i alle genrer.

Her har vi udvalgt nogle værker, som på hver deres måde giver et indblik i, hvor indgroet racismeproblemet er i Sydstaterne – og resten af USA for den sags skyld. Værkerne er både af hvide og sorte forfattere, der naturligvis ser problemet fra forskellige synsvinkler. Værkerne er desuden af både nulevende og afdøde forfattere.

Klassikeren over dem alle: Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee

Lee udgav sin første (og indtil kort før sin død i 2016 også sin eneste) roman i 1960. På det tidspunkt var borgerrettighedskampen i USA på sit højeste, og romanen er en af de mest læste overhovedet i USA. Vi har skrevet mere om bogen her. Og her kan du læse en lidt dybere analyse af den. Harper Lee modtog Pullitzerprisen for romanen, der også er filmatiseret. Bogen foregår i Alabama.

Også en bestseller, der er filmatiseret: Niceville af Kathryn Stockett

Niceville foregår i 1960’ernes Mississippi. Her er raceopdeling en fuldstændig naturlig ting, som ingen kan forestille sig anderledes. Men den åbenlyse racisme begynder at skurre i den unge, hvide og priviligerede Skeeters ører. Niceville, hvis originaltitel er The Help, er også filmatiseret. Du kan læse, hvad vi har skrevet om bogen her. Den kan købes i forskellige udgaver hos saxo.com her.

Blandt fattige sorte og white trash i Mississippi: Syng, levende og døde, syng af Jesmyn Ward

En af de nyere stemmer, der skriver bøger om racisme i Sydstaterne, er Jesmyn Ward. Hendes værker kredser om det samme tema. Nemlig den strukturelle racisme i USA. Bøgerne foregår dog på helt lokalt plan ved Golfkysten i Mississippi. På Litteratursiden kan du læse en anmeldelse af Syng, levende og døde, syng. Vi har skrevet om bogen her.

Noveller, det gør ondt at læse: Uncle Tom’s Children af Richard Wright

Richard Wright (1908-1960) var en sort forfatter fra Jackson, Mississippi. Novellerne i Uncle Tom’s Children skrevet på sydstatsdialekt, men er lette nok at læse. Novellerne er triste og brutale, og meget af det, der bliver beskrevet er foregået for under 100 år siden. Denne novellesamling er meget, meget anbefalelsesværdig. Læs den nu! Vi har skrevet om den her.

Hovedværk om racisme i Sydstaterne: Forløsning i august af William Faulkner

William Faulkner, der blandt andet modtog Nobelprisen i litteratur, er ikke altid let at læse. Forløsning i august er dog et af de “lettere” værker at gå i gang med. Bogen trækker tråde helt tilbage til Den amerikanske bogerkrig, som Sydstaterne aldrig helt er kommet sig over. Og da slet ikke på Faulkners tid i 1930’erne. Vi har skrevet om Forløsning i august her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.