Blomstrende mandeltræer på Mallorca. Vi ved godt, at det ikke bliver dette forår, vi kommer til at rejse. Desværre. Så det bliver nok lidt vanskeligt at opleve de blomstrende mandeltræer på Mallorca. For i disse måneder er der endnu en grund til at drømme sig frem til den tid, hvor man igen kan rejse ud i verden. Forårets komme kan nemlig så småt allerede anes i Middelhavet, hvor de ikoniske mandeltræer lige nu står i fuldt flor på solrige Mallorca.
I alt er der nemlig omkring syv millioner mandeltræer på øen, der tilsammen skaber et kæmpe “snedække”. Det kalder de lokale de smukke hvide og lyserøde blomster. Sådan skriver Fundació Mallorca Turisme (Mallorcas turistråd) i en pressemeddelelse i dag 15. februar 2021.
I løbet af foråret bliver Instagram typisk oversvømmet af billeder af lyserøde, blomstrende japanske kirsebærtræer – også i Danmark. På Mallorca er det dog en anden træsort, der lige nu stjæler plads på kamerarullen hos øens lokale: De blomstrende mandeltræer. Øen har i alt syv millioner mandeltræer, der står i fuldt flor i hvide og lyserøde farver i februar.
Det er normaltvist et stort trækplaster for de turister, der før pandemien rejste hertil på denne årstid for at få et skud solskin og en smagsprøve på foråret.

Blomstrende landsby
Tramuntana-bjergene, der er på UNESCOs verdensarvsliste, er et af de mest ikoniske steder at opleve de blomstrende træer. På det 62.000 hektar store naturområde står mandellundene nemlig i fuldt flor.
Planlægger man allerede nu sine rejser for 2022, kan man notere sig en cirkulær rute på knap 11 kilometer, som man kan følge både til fods og i bil. Undervejs kommer man forbi flere mandellunde og områderne Selva, Caimari, Binibona og Moscari.

Andre gode steder at beundre de hvide, pink og lyserøde blomster, som springer ud fra slutningen af januar, er Marratxí, Bunyola og Santa María del Camí, samt Sencelles, Inca, Lloseta, Selva og Moscari.
Nordpå er der mange mandeltræer på vejen til Sóller og omkring godset Raixa, der er kendt som et arkitektonisk mesterværk i neoklassisk stil. Raixa ligger i distriktet Bunyola omkring en times køretur fra Palma.
På den sydlige del af øen er Llucmajor fyldt med mandeltræer. Det samme gælder Manacor, Sant Llorenç og Son Servera.
I hovedstaden Palma er der også fantastisk udsigt over blomstrende mandeltræer fra bydele som
Secar de la Real og Son Espanyol og attraktioner som San Monastery Salvador, Ermita de Bonay og Puig de Randa.
Læs mere om Mallorca
Du kan lære mere om Mallorca på turistbureauets officielle hjemmeside her. Vi har også skrevet om øen flere gange. For eksempel med tips til vandreture, cykelruter og unikke naturoplevelser.