Historisk Afrika-museum åbner nær Bruxelles

Belgien og Afrika har en lang historie bag sig. Den 8. december 2018 genåbnede Royal Museum for Central Africa – også kendt som Afrika-museet – efter fem års gennemgående renovering. Museet, der ligger en kort sporvogns-tur fra Bruxelles, blev oprindeligt bygget for at fremvise Kong Leopold II’s udstilling om Fristaten Congo ved Verdensudstillingen i 1897 og huser i dag en af verdens største og mest omfattende samlinger af kulturgenstande fra Centralafrika. Forud for den nyligt overståede renovering havde museets udstilling ikke gennemgået nogen gennemgribende ændringer siden 1959.

Belgien og Afrika
Det historiske Afrika-museum ved Bruxelles. Foto (c) Jo Van de Vyver.
Bedre viden om Afrika

Det renoverede museum har i dag to formål: På den ene side ønsker man at give en bedre viden om og forståelse af det afrikanske kontinent og dets plads i verden ved at lade besøgende få et indblik i kontinentets biologiske og kulturelle diversitet. På den anden side har museet til formål at sætte fokus på globalt og socialt medborgerskab og på den måde bidrage til en inkluderende, retfærdig og bæredygtig verden. Det nye Afrika-museum fokuserer ikke kun på fortiden, men også på nutidens Afrika. Og fortæller derfor også historier om Belgien og Afrika, om det moderne Afrika og om Belgiens kolonihistorie.

Ny glaspavillon

I forbindelse med renoveringen har man opført en ny glas-pavillon kun 100 meter fra den gamle museumsbygning. De to bygninger forbindes af et underjordisk galleri. Således er museets samlede areal nu 11.000 kvadratmeter. Samtidig er der i alle museets gallerier installeret ny teknologi, der lever op til nutidens krav til både bevaring og præsentation af samlingen. På den måde skaber man sammenhæng i fortællingen om Belgien og Afrika.

Belgien og Afrika
Den nye glaspavillon på Afrika-museet tæt på Bruxelles. Foto (c) Jo Van de Vyver.
Kontroversielt: Den permanente samling viser historien om Belgien og Afrika

Museets permanente samling er i forbindelse med renoveringen blevet fordelt i seks store gallerier:

Det første galleri “A Long History” præsenterer museumsgæster for Centralafrikas lange, rige og dynamiske historie. Her kan man bl.a. se en tand fra en såkaldt “humanoid” (en menneskelignende skabning), der er mindst to millioner år gammel. Den er fundet i det østlige Congo.

Udstillingen i det andet galleri “The Colonial Era and Independence” er museets mest kontroversielle og omhandler slavehandlen og koloniperioden under Kong Leopold II samt grundlæggelsen af Fristaten Congo. Fotografier og arkivdokumenter afslører den overdrevne og ekstreme vold, der fandt sted i denne periode. Det førte til protester både i Belgien og udlandet. Her får man virkelig indblik i historien om Belgien og Afrika.

Belgien og Afrika
Afrikans elefant på Afrika-museet. Foto (c) Jo Van de Vyver.
Afrikas flora og fauna

Det tredje galleri “Landscapes and Biodiversity” illustrerer Afrikas unikke plante- og dyreliv i ørkenen, på savannen, i regnskoven og på sneklædte bjergtoppe.
Det fjerde galleri dækker emnet “Languages and Music”. Mere end en fjerdedel af alle verdens sprog tales i Centralafrika, og på museet kan besøgende lære mere om den lingvistiske diversitet gennem en samling gamle landkort, malerier, lydklip og videoer.

I det femte galleri “Rituals and Ceremonies (African testimonials)” kan man på storskærme opleve, hvordan livets store begivenheder udtrykkes gennem traditioner og ritualer.

Belgien og Afrika
Afrikansk maske, der er udstillet på Afrika-museet ved Bruxelles. Foto: PR.

Det sjette galleri sætter fokus på “the paradox of Natural Wealth”: det paradoks, der ligger i at Centralafrika er relativt fattigt, selvom verdensøkonomien i høj grad er knyttet op på mineraler og andre naturressourcer, som Centralafrika – og i særdeleshed Congo – har rigelige mænger af.

Børnevenligt museum

Museet har i forbindelse med renoveringen gjort meget for at blive et børnevenligt museum. Derfor er alt fra gelændere og toiletter til souvenirs lavet i børnestørrelse. Samtidig er der gratis entre for børn under 18. En voksenbillet koster 12 EUR.

Se mere på museets hjemmeside her.

Skal museumsoplevelsen skylles ned? Så tjek vores artikel om de bedste ølfestivaler i Belgien.

1 Kommentar on “Historisk Afrika-museum åbner nær Bruxelles

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.