Fem bæredygtige hoteller i West Hollywood

Bæredygtig rejse til Los Angeles. Kan det overhovedet lade sig gøre? West Hollywood er L.A.’s hippe, LGBTQ+ venlige, urbane og cool bydel. Her kan du vælge mellem flere forskellige hoteller, der arbejder på at blive mere bæredygtige gennem forskellige initiativer. Og modsat andre steder i Los Angeles, kan du spadsere rundt i bydelen, og behøver derfor ikke en bil.

Hoteller verden over er typisk store miljøsyndere. Der bliver vasket tonsvis af sengetøj og håndklæder, der måske slet ikke er beskidte. Der er ofte stort madspild. Der brænder lys overalt på gangene og i receptionen. Aircondition kører døgnet rundt.

I Los Angeles-bydelen West Hollywod er flere hoteller gennem en række forskellige tiltag begyndt at arbejde for at give folk mulighed for en bæredygtig rejse. Læs mere her om fem forskellige hotellet i West Hollywood, der på flere måder arbejder mod en grønnere og mere bæredygtig profil.

La Peer Hotel

La Peer Hotel er et nyåbnet hotel, der lægger vægt på at være bæredygtige. Blandt andet er 10% af hotellets byggematerialer fra lokale kilder, og 80% af byggeaffaldet er blevet genanvendt.

Bygningsarbejderne blev yderligere beskyttet ved at et system filtrerede farlige kemikaliedunste fra tæpper, maling, lim med mere. Og så har man brugt et særligt materiale til taget, der skal reducere at for meget varme ophober sig indendørs.

Hotellet har desuden særlige vandspildssystemer, airconditionsystemer, ladestationer til elbilder og benytter grønne rengøringsmidler og har et særligt airconditionsystem.

Læs mere om La Peer Hotel på deres hjemmeside her, hvor du også kan se priser, billeder af værelserne, beliggenhed og meget mere.

The Jeremy

På The Jeremy Hotel vil man gerne hjælpe folk med at få en bæredygtig rejse. Her ønsker man blandt andet at spare på papiret, på vandet og på plastikken. Derfor har hotellet indført et cloudbaseret system, der hedder KEYPR, som giver gæsterne flere papirløse muligheder.

Systemet giver dig adgang til check ind og check ud, roomservicebestillinger, hotelinfo og til at komme i kontakt med hotellets personale.

Hotellets puder er fremstillet i økologisk, ubleget materiale, og der bliver ikke tilbudt vand i plastikflasker. Har du brug for en bil, kan du låne en elbil (Tesla) på hotellet.

Du kan tjekke The Jeremy ud her, hvor du blandt andet kan orientere dig om, hvordan værelserne ser ud.

Mondrian Los Angeles

The Mondrian Los Angeles har fornyligt opgraderet på bæredygtighedskontoen. For at spare på vandet, har man fået installeret et særligt vandsparesystem, mens et andet system sørger for at filtrere vandet, så det kan drikkes fra hanen.

På The Mondrian har man også indført LED-belysning og et system, der automatisk slår airconditioneringsanlægget fra, når du åbner vinduerne eller forlader værelset.

Få mere at vide om The Mondrian Los Angeles på deres hjemmeside. Her kan du også læse om deres ikoniske skybar-lounge.

The Andaz West Hollywood

The Andaz West Hollywood er et af de ældste hoteller i nabolaget. Derfor er det ikke fra begyndelsen tænkt som et særlig bæredygtigt sted. Men det er der blevet lavet om på nu.

Hele hotellet er nu udstyret med LED-belysning, og på alle badeværelser og toiletter er der information om, hvordan man kan spare på vandet. Der er også installeret vandsparetoiletter, ligesom der ikke bliver skiftet sengetøj og håndklæder hver dag.

Hotellet er fra 1960’erne, men er moderniseret med blik for at bevare den oprindelige atmosfære. Tagterrassen er også et besøg værd. Læs mere om The Andaz her.

The Charlie Hotel

På The Charlie Hotel har man valgt at lægge småsten flere steder i stedet for græs. På den måde er det muligt at spare en masse vand. Hele hotellet kører med LED-lys.

I køkkenerne på The Charlie Hotel er det ikke længere muligt at få leveret for eksempel viskestykker af papir.

Hotellet er oprindeligt en stor villa, der tilhørte Charlie Chaplin og er omgivet af have og træer. Det er bygget i 1920’erne, og du kan læse mere om det her.

Vi har tidligere skrevet om hotel Wynn i Las Vegas, der også arbejder for en mere bæredygtig profil.

5 Kommentarer on “Fem bæredygtige hoteller i West Hollywood

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.