Aktiviteter i New Orleans. New Orleans er for længst tilbage i topform efter den ødelæggende orkan Katrina i 2005 og er en af de mest besøgte byer i USA. Byen topper med sine oplevelser af enhver slags med rette alle rejsehitlister.

Omstigning til paradis

Vi skubber vinduerne ned for at få lidt luft, men farten på sporvognen er for magelig til at det rigtigt batter. New Orleans kan i alle betydninger være hed og lummer, og i dag er ingen undtagelse, i hvert fald ikke hvad angår temperaturen. Aktiviteter i New Orleans med lidt luft er derfor skønt.

Det går også hedt for sig i Tennessee Williams berømte skuespil A Streetcar Named Desire – på dansk Omstigning til paradis – men lige dén sporvogn eksisterer ikke længere. Sporvognen med kælenavnet Desire kørte gennem Det franske kvarter. Vi er gået lidt uden for kvarteret og ned på hjørnet af Canal og Carondelet Street for at hoppe på St. Charles Streetcar med de grønne sporvogne.

Linjen er den ældste, stadigt fungerende sporvognslinje i verden, og har raslet gennem velhaverkvarteret Garden District siden 1835. Snart kører vi under et enormt løvhang fra de ældgamle egetræer, der læner sig tungt ind over sporerne. Først et godt stykke ude ad St. Charles Avenue står vi af og spadserer til kirkegården Lafayette Cemetery No.1.

Kirkegårde med skuffer til lig

Måske er det træerne rundt om kirkegården, som opsuger lydene fra verden udenfor. Stille er her i hvert fald, selvom der er trafikerede gader på den anden side af den mur, der omgiver Lafayette Cemetery No. 1.

En lille gruppe, der ligner studerende mere end turister, lytter til en guide, der fortæller om historien bag kirkegården, som er en af de ældste i New Orleans. Enkelte andre besøgende bevæger sig fredsommeligt rundt på stierne mellem gravene.

Lafayette Cemetery No. 1 rummer over 7.000 begravede, men er langt fra den største begravelsesplads i byen og heller ikke den mest besøgte. I New Orleans er de døde begravet over jorden fordi grundvandet er så højt, at det ikke er muligt at få en kiste eller urne til at blive under jorden.

De døde ligger enten i gravmælerne eller i de murlignende bygninger, der ligner store kommodeskuffer, og dén tanke gør det ekstra morbidt. Ligger der mon et lig af nyere dato et eller andet sted og rådner inde i en af skufferne, spørger vi halvt spøgende, halvt alvorligt hinanden.

Nogle af gravene er næsten helt forvitrede og overgroede, mens andre er i fin stand og pyntet med friske blomster, perlekæder og amerikanske flag. Kirkegårdsbesøg er bare en af mange forskellige aktiviteter i New Orleans.

På tur med Døden i New Orleans

De døde og det spirituelle har altid været en del af New Orleans. Jack fra Haunted History Tours har en slæbende gang og en sært raspende stemme. ”Han taler og går jo ligesom Døden”, hvisker en ung fyr, der som os er med på en spøgelsestur gennem Det franske kvarter.

Umiddelbart virker det ikke som skuespil, og Jack er hverken iført kutte eller le. Så mens mørket falder på i kvarteret fortæller han hæst om halshugninger, døde soldater, uskyldigt dømte på hjul og stejle. Plus en sadistisk madamme, der skar lemmerne af sine slaver, gul feber-epidemier med tusinder af døde og børn, der går igen.

De guidede spøgelsesture i forskellige kvarterer er hver aften fyldt til bristepunktet. Og selvom spøgelseshistorierne er sjove at høre, er det i virkeligheden al den New Orleans-historie man får med i købet, som er det mest interessante. Vi har skrevet meget mere om aktiviteter i New Orleans og særligt om spøgelsesture her.

Voodoo er stadig stort i New Orleans

Fortællingerne om voodoo-traditionen i New Orleans har noget mere historisk korrekt kød på sig end de rene spøgelseshistorier.  Voodoo kom til Louisiana med vestafrikanske slaver i 1700-tallet, og i løbet af kort tid blandende denne afrikanske tradition med katolicismen.

Den nye blandingsreligion kaldte man Mississippi-voodoo eller New Orleans-voodoo, og det hedder den stadig. Der er også stadig masser af steder i New Orleans, som sælger talismaner, voodoo-dukker og andet spirituelt krimskrams, for eksempel butikken The Dark Lady of New Orleans.

Her skal man ikke grine alt for højlydt eller pege fingre af gris-gris’erne (talismaner), de lilla og sorte stearinlys, altrene eller de hellige billeder. Mange af dem, som kommer i butikkerne tror på for eksempel voodoo. Man kan også finde en voodoo-præst og få en læsning. Ja, hvis man da ikke hellere vil have en tarotkortlæsning eller en håndlæsning.

New Orleans’ mest kendte voodoopræstinde hed Marie Laveau. Hun døde i 1881, og ligger begravet på kirkegården St. Louis Cemetery No.1. Den ligger i udkanten af Det franske kvarter.

Tid til en muffuletta

Inden sengetid smutter vi på hjemvejen ind på Royal House og slår os ned i baren. Bartenderen har travlt med åbne friske østers og lægge dem på isdækkede fade. Fadene ryger ud på bordene så snart de er klar. Et dusin til et bord, to dusin til et andet bord.

Østers, krebs, krabber og andre skaldyr er stort i New Orleans. Vi nøjes dog med en fransk løgsuppe og et par kolde øl. Louisianas nationalret er gumbo, en tyk, krydret suppe med grøntsager og hvad man ellers synes, der skal i. det kan for eksempel være pølser, kød, skaldyr.

Mad er i det hele taget noget, man går meget højt op i i New Orleans. Så næste dag til frokost bestemmer vi os for at prøve byens berømte muffuletta.

Central Grocery Co. ser ikke ud af noget særligt udefra, det ligner mest af alt en lille rodet og småstøvet købmandsbutik i en italiensk provinsby. Her er da også både parmesanost, oliven, tomater og andre varer til salg, men det er nu ikke derfor, der er kø ved disken og fyldt med mennesker på de få siddepladser langs væggen.

Vi er her alle sammen for at få muffuletta – italiensk sandwich – med den særlige New Orleans-olivensalat. Den blev opfundet af en siciliansk indvandrer i 1906. Udover den særlige olivensalat består en muffuletta af skinke, salami, ost og selvfølgelig brød. Vi finder ud af, at én muffuletta fint mætter to sultne personer!

Aktiviteter i New Orleans på cykel

New Orleans egner sig fint til at cykle i. Her er ingen kuperede terræner, og trafikken er ikke vanvittig. Vi lejer derfor cykler og kører efter frokost ned til Armstrong Park, opkaldt efter New Orleans mest berømte bysbarn Louis Armstrong.

Parken ligger i kvarteret Tremé, og inde i parken befinder den lille, træomkransede plads Congo Square sig. Pladsen er et historisk mindesmærke og var noget større før i tiden. Her samlede byens slaver sig på deres fridag og handlede med forskellige varer, fejrede religiøse fester og spillede musik.

Der er dem der mener, at den musik, slaverne spillede på Congo Square lagde grunden til det, der udviklede sig til jazzen senere hen.

City Park, omkring 20 minutter på cykel fra Armstrong Park, er den ældste bypark i New Orleans. Det er i øvrigt en af de ældste af slagsen i hele USA. Den er fra 1854, men nogle af de store, krogede egetræer er flere hundrede år ældre end det.

I den botaniske have kan man få mere at vide om parkens træer, buske og blomster. Her er også sommerfuglehave, skulpturhave og meget andet.

Mange lokale bruger også City Park til at motionere i, for her er både løbestier og cykelstier plus tennisbaner, ridecenter med mere. Vi nøjes dog med at slappe af i skyggen af de gamle træer inden vi kaster os ud i endnu flere oplevelser i New Orleans. Du kan læse om ti topturistede ting at lave i byen her. Og her kan du læse om Oak Alley Plantation, som ligger en køretur uden for New Orleans.