Hævnens Gudinde af Sara Blædel

Sara Blædel kan bestemt noget med krimier, og hendes heltinde, kriminalbetjenten Louise Rick er absolut ikke nær så øretæveindbydende som så mange andre helte og heltinder i vores dages krimilitteratur. Sara Blædel skriver også udmærket – og langt bedre end fx Camilla Läckberg. Hævnens Gudinde er den femte bog i Louise Rick serien, og jeg åndede lettet op da jeg så, at den hverken handlede om indvandrerkriminalitet eller trafficking. Ikke mere om det i krimierne, tak!

Louises veninde, den let øretæveindbydende journalist Camilla, er taget på en længere ferie i USA for at slikke sårene efter de ting, der skete i bog 4. Hun har taget sin søn Marcus med. Marcus går i klasse med den dreng, der i bog 4 mistede sin far, og som nu er i pleje hos Louise. Derfor kommer Marcus ikke med til den fest, som en af pigerne fra klassen, Signe, holder. Festen crashes af nogle lømler, og det ender mere end galt. Louise bliver tilkaldt i sin egenskab af “mor” og betjent, og herefter tager tingene fart. Undervejs holdes Camilla og Marcus a jour via Facebook og mail, mens de turer rundt i USA, og det er faktisk først da Camilla gør nogle interessante opdagelse derovre, at der rigtigt kommer skred i tingene. Louise arbejder nemlig med flere sager, men det skal vise sig, at de alle hænger sammen. Vi skal omkring både rockere, kopivarer og økonomisk kriminalitet før alle ender er bundet sammen, og det gør Blædel ganske fint.

Hævnens Gudinde er en fin og letlæst dansk krimi, og personligt syntes jeg, at den var bedre end de to forgående Louise Rick bøger, der skuffede. Den er dog ikke nær så spændende som de to første, men jeg hænger stadig på, og ser frem til næste bog, hvis plot mere end antydes i Hævnens Gudinde.

Mette fra Liv på Bogreolen anmelder Hævnens Gudinde her.